Onsdag 16. august 2017
Komiker ved et tilfælde
Efter 15 år som stand up komiker takker Marianne Kabakci af, i weekenden kunne hun afholde afskedsshow med fuldt hus på Blå Congo
Skrevet af Dorthe Brandborg - 25. april 2017, 10:02:27

Man kan ikke undgå at holde af 66-årige Marianne Kabakci med sin underfundige humor og vindende væsen. Men fra nu af kommer hendes publikum til at kigge langt efter kvinden med det karakteristiske blå hår. Danmarks ældste kvindelige stand up komiker går nemlig på pension. Hun fylder 67 senere på året.

Det lå aldrig i kortene, at Marianne Kabakci skulle være komiker, men som hun siger: ”Sådan har det også været med så mange andre ting i mit liv. Jeg blev også lærer ved et tilfælde”.

-Jeg var på en højskole i Sønderjylland, og så spurgte forstanderne om der var nogen, der kunne underholde på en caféaften. Jeg tænkte, nå ja, jeg kunne da godt fortælle et par historier. Flere kom efterfølgende op for at sige: ”Marianne, du skal da være stand up komiker”. Jeg anede ikke hvad det var, ud over jeg kunne huske, at Jan Gintberg var stand up komiker og stod og råbte ud af et vindue i en megafon, fortæller Marianne Kabakci.

Populær hos de unge
Men et frø var lagt i jorden og hun meldte sig til en konkurrence i Portalen i Greve i 2003, hvor hun debuterede. Hun har siden optrådt på Comedy Zoo med blandt andre Linda P, Sanne Søndergaard, Hartmann og en masse andre kendte stand up komikere, og hun har skabt sig et navn i branchen, der ellers er domineret af yngre mennesker.

-Jeg fik meget opmærksomhed grundet min alder, og så er det sådan set kørt siden. Jeg har været med i DM i stand up fire gange. Jeg kom aldrig så langt, og det ville heller ikke have været så godt, for hvis jeg havde vundet, så skulle jeg på Danmarks turné, og det ville jeg slet ikke kunne holde til, fastslår siger Marianne med et grin.

Manglende sex og ufrivillig vandladning
Marianne bruger sig selv og sine egne oplevelser. Hun sparrer med sin datter Kamilla Kabacki, fordi de har samme humor. Det er vigtigt for Marianne, at hun ikke udleverer nogen.

-Jeg kan mærke, at jeg er populær hos de unge. Jeg har f.eks. talt en del om et manglende sexliv, ufrivillig vandladning og gynækologiske undersøgelser, og de synes, det er sjovt, fortæller Marianne og hiver pludselig den indvendige skal fra et kinderæg med en snor op af lommen.

-Man skal huske at lave knibeøvelser i min alder. Man kan på apoteket købe vaginalvægte, og de er dyre. Så har jeg fundet ud af, at man kan bruge den gule tingest inden i et kinderæg, putte mønter i og sætte en snor i, så fungerer den udmærket, fortæller Marianne, der i stedet har oplevet, at hun ikke helt falder i sin egen generations smag. De siger: ”Bvadrr, men så siger jeg altid, at de jo skal huske at spise chokoladen først”.

Der er stadig masser af liv i Marianne Kabakci, men hun vil fremadrettet bruge tiden anderledes.
-Jeg vil gå over til storytelling. Jeg er god til at fortælle historier. Jeg kan ikke holde til livet som stand up komiker. Man arbejder om aftenen, man skal hele tiden lave nyt materiale, og det har jeg ikke overskud til, fortæller Marianne, der nu vil glæde sig til at tage fat på en ny epoke i sit liv.

Mariannes efternavn  Kabakci   betyder  græskarsælger. Navnet har hun taget fra sin tyrkiske mand. Foto. Kaj Bonne

Mariannes efternavn
Kabakci
betyder
græskarsælger. Navnet har hun taget fra sin tyrkiske mand. Foto. Kaj Bonne

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter