Måske udvidelse af motorløb – alligevel
Det historiske racerløb Copenhagen Historic Grand Prix får muligvis lov til at udvide banen ved Bellahøj

Rundt om Bellahøj Marken har Copenhagen Historic Grandprix arrangeret løb for veteranracerbiler og samlet bilentusiaster til en weekend i bilernes tegn de sidste fire år. Arrangørerne af løbet har tidligere ansøgt om at få lov at udvide banen, så løbet kan anerkendes internationalt. Forslaget om udvidelsen med ramperne til tunnelen under Frederikssundsvej blev dog nedstemt i Teknik- og Miljøudvalget.

Men I sidste uge fik kultur- og fritidsborgmesteren kickstartet en ny undersøgelse af mulighederne, da Borgerrepræsentationen på baggrund af et forslag fra borgmester Carl Christian Ebbesen har besluttet, at Teknik- og Miljøforvaltningen igen skal undersøge mulighederne for at udvide banen.

En tilfreds borgmester
– København har stor tradition for at bruge byens gader til store internationale sportsevent som maraton og cykling. Copenhagen Historic Grand Prix er en fantastisk begivenhed for både den kræsne bilkender og børnefamilier – og nu får vi alligevel vendt alle muligheder for en udvidelse, så vi kan få internationale løb til hovedstaden, siger Carl Christian Ebbesen.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstillede for kort tid siden en godkendelse af udvidelsen over for Teknik- og Miljøudvalget. Her lagde forvaltningen vægt på, at udvidelsen ikke øger støjbelastningen, at fremkommeligheden ikke vil adskille sig væsentligt fra normal myldretid, og at arrangementet ikke medfører øget partikeludledning. Alligevel gav Teknik- og Miljøudvalget afslag.

CHGP:
• Copenhagen Historic Grand Prix har siden 2013 arrangeret motorløb for ved Bellahøj den første weekend i august.
• En udvidelse af banen fra 2018 gør det muligt at tiltrække større internationale racerløb

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top