- Brønshøj-Husum Avis - http://bha.dk -

Ønsker udsatte børn i dansk dagtilbud

I København er over 4.000 børn ikke i daginstitution. Heraf er over 2.000 slet ikke i pasning. Og af dem er flere end 700 børn fra økonomisk ringe stillede familier, typisk med indvandrerbaggrund og med mødre uden tilknytning til arbejdsmarkedet. En meget stor del af de børn er allerede sat bagud sprogligt, motorisk og socialt, inden de begynder i skole.

Derfor foreslår Socialdemokratiet en grundlæggende ændring i måden, man opskriver sit barn til daginstitution i Danmark. I dag sker det på forældrenes initiativ. Den ordning vil Socialdemokratiet supplere med automatisk opskrivning af de børn, hvis forældre ikke selv kommer på banen, inden børnene er seks måneder gamle. På den måde skal forældrene aktivt melde tilbuddet fra, hvis de ikke ønsker en daginstitutionsplads.

I den forbindelse besøgte overborgmester Frank Jensen og partileder Mette Frederiksen fornylig den integrerede institution Midfløjene-
Grostedet i Tingbjerg.

-Det er uholdbart, at så mange børn med anden etnisk baggrund end dansk er bagud sprogligt. Det har kæmpe betydning for, hvordan de klarer sig senere i livet. Derfor må vi allerede fra vuggestuealderen sikre lige muligheder for vores børn. Det vil vi gøre ved, at børn automatisk bliver skrevet op til en institutionsplads, siger Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.

Børn skal hjælpes så tidligt som muligt
Forslaget vil betyde, at barnet automatisk får tilbudt en daginstitutionsplads tæt på hjemmet, når barnet fylder et år. Det vil også betyde, at det kræver et aktivt fravalg fra familien, hvis barnet ikke skal passes uden for hjemmet. Samtidig vil de familier, der ikke selv har meldt deres barn ind, inden barnet er seks måneder, få opfølgende hjemmebesøg af sundhedsplejen.

-Det handler ikke om, at kommunen skal bestemme, hvordan du får passet dine børn. Men vi ved fra vores pædagoger og sundhedspleje, at især tosprogede børn fra socialt udsatte familier er bagud fra begyndelsen, hvis ikke de kommer i daginstitution. De kan ganske enkelt ikke klare sig, når de kommer i skole, og de kan ikke indhente de andre børn. Derfor skal vi hjælpe børnene så tidligt som muligt ved at gøre et dansk dagtilbud til det naturlige valg fra de er helt små, sagde overborgmester Frank Jensen.

Med forslaget sidestiller Socialdemokratiet opskrivning til børneinstitution med opskrivning til folkeskole. Dog ikke, så der bliver pasningspligt. Det vil fortsat være forældrenes frie valg, om barnet skal passes uden for hjemmet – dog kan der bruges forældrepålæg, hvis barnets udvikling er i fare.