Fredag 18. august 2017
Julie Carl - i rødt - er ved at give de allesidste instruktioner, og så er de løbeinteresserede læsere af Brønshøj-Husum Avis klar til at løbe i mosen. Foto: Christian Ove Carlsson.
Bliv klar til Moseløbet 28. maj
Velkommen til den 3. uge af træningsprogrammet for begyndere og let øvede, der er med til at gøre dig flyvefærdig inden Moseløbet. Har du fulgt de sidste to ugers program, så har du gjort dig lidt erfaringer allerede.
Skrevet af Julie Carl - 2. maj 2017, 09:42:15

Vi er dybest set alle født som løbere, selvom det for nogle falder ligeså let, som at hoppe på tungen. Men i tidernes morgen, var det temmelig genialt at kunne tage benene på nakken, når en sulten sabeltiger kiggede forbi. Eller at vi kunne løbe et dyr træt, og få kød på menuen.

Det at løbe, er nu til dags en aktivitet vi beslutter os for at dyrke for at få motion, ligesom mange af os mediterer for at få ro. Engang var det helt naturlige elementer begge dele.

Løbets popularitet er steget betragteligt de seneste år. Faktisk er det så populært, at Danmark er det land hvor flest indbyggere løber maraton i verden forholdsmæssigt! Men hvis du ikke synes at løb er sjovt overhovedet, udfordrende på den fede måde eller hvis det ikke giver dig en snert af livsglæde, så kunne det jo være, at du skulle droppe det, og vælge at smutte i Bellahøj Svømmestadion eller ned på Fix’ baner i stedet. Ingen tvinger dig til at være ’en løber’. Det er motionen der er vigtig.

Vælger du løbet, så tager det tid at gøre det til en vane – ligesom alle andre vaner. Men fat mod! Det kommer. Og skulle du efter de første 2 ugers træningsprogram tænke: ”Det kan hun godt glemme – Jeg når aldrig at blive klar til Moseløbet”, så husk, at det er dit magelige jeg, der trækker i dig. Men stemmen, der trækker dig ned i mosedyndet, skal ikke fodres. Selvfølgelig kan du løbe. Det er bare et spørgsmål om tempoet (Og om du har lemmerne i behold, ikke er højgravid eller en masse andet, skrevet med småt).

Og husk så, at det kan være ekstra motiverende at træne med andre. Derfor synes jeg og Moseløbet, at det ville være alletiders at se dig til GRATIS FÆLLESTRÆNING i ugerne op til løbet. Det er hver mandag aften kl. 17 ved Edderkoppelegepladsen. Det er hyggeligt og sjovt, og en time der flyver afsted.

Ugens løbetips
RYTMISK VEJRTRÆKNING
1. Hvis du vil finde en god rytme i din løb under træning, så prøv at løbe i en rytme, hvor du trækker vejret ind med næsen på 3 skridt og ånder ud med munden på 2 skridt. Husk at få luften langt ned i lungerne, men undgå dog samtidig at du fylder lungerne med for meget luft.

Det giver følgende fordele:
• Den rigtige fordeling mellem ilt og kuldioxid
• Fokus på noget, som ikke handler om, hvor hårdt det er eller hvor langt du har tilbage af din løbetur = Det frigiver overskud mentalt og fysisk.
• Ved at skifte fod, på hver udånding, mindsker du din risiko for skader, da det er belastende for kroppen at lave en udånding på samme fod hver gang. Her slapper du nemlig lidt af i kroppen. Sammenlign det med, hvis du altid bærer en tung rygsæk på samme skulder.

På www.juliecarl.dk kan du læse en artikel jeg har skrevet for LøbeMagsinet, om netop det emne. Blogindlægget hedder: ’Lær at trække vejret med rytmisk vejrtrækning’

Facts om Moseløbet
Søndag den 28. maj kl. 12, går starten til det hyggeligste motionsløb for hele familien.
Prisen for at deltage
Voksne: 100 kr. plus tilmeldingsgebyr
Børn og unge (6-17 år): 60 kr. plus tilmeldingsgebyr
Du kan vælge at løbe 5 eller 10,4 km. Begge dele sker med start fra det lille torv ved Brønshøj Kirke og ned om mosen. Der er masser af frivillige hjælpere på ruten og væskedepoter undervejs til de trængende.
Se mere på www.moseloebet.dk
Gratis fællestræning hver mandag – For børn og voksne
Mød op til gratis fællestræning og tag gerne din ægtefælle, dine børn, din nabo, præsten, eller en helt anden under armen og mød op hver mandag aften kl. 17.00 ved Edderkoppelegepladsen på Pilesvinget. Her har jeg tilrettelagt en lille times træning, som passer til dit træningsprogram, og som giver dig ideer til alternative måder at træne på.
Det er hyggeligt og sjovt – og en lille smule sveddryppende. Træningen er på eget ansvar, og sørg for at komme velhydreret, da solen altid skinner om mandagen. Skal du tisse på turen, så er der buske nok til os alle sammen. Eller et flot, men ildelugtende toilethus lige ved legepladsen!

Tilmelding er ikke nødvendig og alle
niveauer er velkommen – Børn som voksne.

Vi træner igen:
8. maj – 15. maj – 22. maj

FAKTA om Julie Carl
Julie Carl er certificeret løbecoach, og foruden at træne andre i løb og vejrtrækningsteknikker, stiller hun selv op i ca. 20 motionsløb om året og løber for Team Kaiser Sport. Hun har vundet Moseløbet (5 km) 3 år i træk blandt kvinderne, med bedste tid på 19.11.
Julie Carl blogger aktivt på www.juliecarl.dk og på Facebook og Instagram under navnet juliecarl.dk.
Træningsprogram
Begynder
Uge Løbeprogram Tid i alt
3 – Gå 2 min. hurtigt + løb 3 min. langsomt (x 6) 30 min.
– Gå 1 min. hurtigt + løb 4 min. langsomt (x 5) 25 min
– Gå 1 min. moderat tempo + løb 2 min hurtigt (x 8) 24 min

Let øvet
Uge Løbeprogram Tid i alt
3 – Løb 2 min langsomt + løb 3 min. hurtigt (x6) 30 min.
– Løb 1 min. langsomt + løb 4 min. hurtigt (x 6) 30 min.
– Løb 5 min. langsomt + 20 min. i moderat tempo 25 min.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter