Lørdag 22. juli 2017
Dansk Skak Unions formand, Poul Jacobsen, th., holder festtale for Carsten Petersen, tv. Foto: kv
Carsten Petersens 40-års jubilæum
Brønshøj Skakforenings hyggelige lokaler på Frederikssundsvej 118A var flot fyldte, da foreningens medlemmer (med flere) fejrede deres formand gennem fyrre år, Carsten Petersen
Skrevet af Kaare Vissing - 9. maj 2017, 08:35:02

Brønshøj Skakforenings hyggelige lokaler på Frederikssundsvej 118A var flot fyldte, da foreningens medlemmer (med flere) fejrede deres formand gennem fyrre år, Carsten Petersen – naturligvis på dagen, den 21. april. Carsten Petersen, der i 1968 blev klubbens første ”danske mesterspiller”, var i en menneskealder fast mand på 1. holdet, i nogle få år endda på 1. brættet. Det er dog som formand siden 1977, at han har ydet en uvurderlig indsats med såvel arrangement af store internationale turneringer som opstilling af brikker og andre gøremål i klubbens dagligdag.

Derfor kan det ikke overraske, at der blev holdt mange taler under receptionen – først af klubbens stormester og tredobbelte danmarksmester Carsten Høi, siden af Dansk Skak Unions formand Poul Jacobsen.

Stærk skakspiller
Selv havde jeg fornøjelsen at holde en time lang tale, hvor jeg viste tre af Carsten Petersens partier for dermed at vise, hvor stærk en spiller han var som ung – og i øvrigt under analyser viser at han stadig er. Jeg indledte dog med et portræt af hans storebror, Alex Petersen, der var et af foreningens største talenter nogensinde. Af de tre partier var Carsten Petersens sejr over mig i 1969 såmænd det første.

Lidt trøst fik jeg, da han kort tid efter lammetævede selveste forbundsmesteren inden for Dansk Arbejder Skak Forbund i bare tolv træk! Og det tredje parti blev så en af hans mange sejre over spillere tilhørende den danske elite, her gevinsten over Steffen Zeuthen i 1973. Var CP, som jubilaren kaldes blandt sine mange venner, fortsat ad ungdommens spor, var han helt sikkert havnet i Landsholdsklassen. Men nu valgte han altså formandsgerningen – det er mange medlemmer af klubben og modstandere ved brættet glade for.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter