Lørdag 22. juli 2017
Foto: Kaj Bonne
– Det gode er at se udviklingen hos seniorerne
Besøg i Husum Vænge Centret
Skrevet af Erik Fisker - 16. maj 2017, 09:46:16

Foto: Kaj Bonne

Husum Vænge Centret er alsidigt indrettet med tilbud til mange forskellige aktiviteter. De største lokaler er spiselokalet i stueplan og gymnastiksalen på 1. sal. Men der er også plads til et værksted i kælderen, to store billard samt lokaler til mange forskellige funktioner og aktiviteter. På 1. sal er der et moderne it-lokale med det nødvendige udstyr samt moderne motionsredskaber fx nye løbebånd.

Høvlebænk, skomagerpot og musselmalet
På træværkstedet er installeret bl.a. høvlebænk og elektrisk rundsav, drejebænk og slibemaskine. Her møder vi den 72-årige Reinholdt Koch fra Husum, der er formand for centerrådet ved Husum Vænge Centret. – Jeg kommer hver dag i centret og står også for vores computere og for gymnastik for herrer. Jeg hygger mig med at komme og har været her i syv år, heraf de sidste seks som formand for centerrådet, fortæller Reinholdt Koch.

I lokalet ved siden af spiller seks mænd skomagerpot på det store billardbord. De kommer alle fra lokalområdet og mødes et par timer et par gange om ugen til en venskabelig dyst. En af spillerne, Barney, fortæller at han har været professionel musiker, og at han med sin septet skal give koncert på centret den 1. juli, kl. 13 med sangerinden Lisbeth Sørensen. Det bliver både jazz, Frank Sinatra og danske sange.

I kælderen sidder også syv seniorer og laver porcelænsmaling. De mødes hver tirsdag i fire timer, og der er et tilsvarende hold om fredagen. Efter malingen brændes porcelænet i centrets egen ovn.

– Jeg maler i øjeblikket det klassiske musselmalede mønster på de hvide tallerkener, vi har købt på Den Kongelige Porcelænsfabrik, fortæller Ea, der har malet både tallerkener og fade til sit eget 12 personers stel. Britta har også malet sit eget stel og brugt porcelænet som gaver til familien. Hun har dog valgt at male mønstret megamussel.

Et hus med aktivitet og godt kammeratskab
Jørgen Kølle er 76 år og bor i Voldfløjen i den alleryderste del af København tæt på Vestvolden. Han kommer i Husum Vænge Centret fire gange om ugen og er med sit gode humør med til at sætte præg på den gode stemning på centret, der ejes og drives af Københavns Kommune og har mere end 200 medlemmer fra København og 30 medlemmer fra andre kommuner. Centret ligger på adressen Husum Vænge 2. Der er normalt et meget stort flertal af kvinder på de københavnske centrer for seniorer, men i Husum Vænge er der relativt mange herrer og aktiviteter, der måske i større omfang henvender sig til mænd.

Jørgen Kølle får varm mad i det hyggelige spiselokale, hver gang han kommer, og hver torsdag sørger han for at der bliver ordnet affald. Han deltager også i gymnastik i gymnastiksalen på 1. sal samt spiller billard og bruger det lille bibliotek.

– Jeg sætter mig altid ind på biblioteket for at læse dagens avis, så sparer jeg også 20 kr. på avisen, siger Jørgen Kølle.

– Jeg er glad for at komme i Husum Vænge Centret. Det er et godt sted med et godt kammeratskab og vi har det godt socialt. Udover at jeg kommer fire gange om ugen kommer jeg altid til den månedlige søndagsmatiné, hvor der er sang og musik, fortæller Jørgen Kølle.

This slideshow requires JavaScript.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter