Onsdag 23. august 2017
Fællesskab bygger på tryghed for alle
Som jeg har kunnet se i lokalavisen for nyligt kom lokaludvalget med en ny bydelsplan for Brønshøj-Husum.
Skrevet af Pia Olsen Dyhr - 9. maj 2017, 08:50:12

Af Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Som jeg har kunnet se i lokalavisen for nyligt kom lokaludvalget med en ny bydelsplan for Brønshøj-Husum. Den overordnede vision er at bydelen skal være en sammenhængende, grøn og sund bydel, hvor der er liv og hvor man kan færdes trygt. Som brønshøjborger gør det mig rigtig glad, at vi arbejder for at sætte fokus på de mange fantastiske ting, der findes i vores bydel.

Og også stolt over, at nogle af vore lokale SF’ere har medvirket til resultatet sammen med andre gode kræfter. Vi har blandt andet skønne, grønne områder og friluftscenen, som rummer store potentialer. Vi har en masse engagerede borgere, som tropper op til borgermøder og er villige til at give en hånd med, når nye projekter skal udvikles. Den fællesskabsfølelse er helt afgørende. Ikke bare for vores lokalsamfund, men for hele Danmark.

Det gælder særligt, når vi taler om tryghed. Der er desværre mange borgere her i bydelen der stadig føler sig utrygge, selvom om det går den rigtige vej ifølge en undersøgelse fra Københavns Kommune. Derfor er jeg glad for at se, at bydelsplanen kommer med flere forslag til at øge trygheden. En af de rigtig effektive måder er at skabe et byrum, som folk har lyst til at færdes og være i. Vi kender alle til følelsen af at gå alene i en park efter mørkets frembrud. Her er det de færreste, der vil sige de føler sig direkte trygge. Derfor er det rigtig vigtigt at vi laver byrum, både her i Brønshøj-Husum, men også i andre danske byer, som indbyder til at vi opholder os i dem og lever i dem.

Parker, bænke og pladser har også en anden fantastisk evne. Det er steder, hvor vi kan mødes på tværs af forskelligheder. Gode byrum har både plads til den ældre kvinde, der har brug for et pusterum på vej hjem fra indkøbsturen, til den unge skater, der skal øve tricks, til børnefamilien eller til den studerende, der forbereder sin undervisning på en plet i solen. Det er et sted hvor man møder mennesker med mange forskellige baggrunde og det betyder også, at der skabes et rum for fællesskaber og fælles forståelser kan gro frem.

Det er vigtigt for sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen at der ikke er nogle danskere, der føler sig koblet af samfundet, føler sig udenfor eller føler sig utrygge. Et lige Danmark er et stærkt Danmark. Og det er også det, der skaber det bedste grundlag for vækst, velstand og arbejdspladser.

I SF kæmper vi for at mindste forskellene i Danmark. For at mindste de kløfter, der uundgåeligt vil opstå, hvis vi ikke hjælper sammenhængskraften og fællesskabet på vej. Derfor vil jeg også gerne sige en stor tak til lokalpolitikere og borgere i Brønshøj-Husum for at have store visioner for vores fælles bydel.

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at SF Brønshøj holder et offentligt møde, mandag den 15. maj kl. 19.00 på Frederikssundsvej 118A, hvor temaet er: Mød Pia Olsen Dyhr. Jeg håber mange brønshøjborgere har lyst til at komme og få en snak om politik.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter