Onsdag 23. august 2017
Fra et tidligere møde i Borgerrådet. Foto: Louise Voss Bendixen
Test af hospitalets mad og sengestuer
Borgerrådet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal i den kommende tid blandt andet teste fremtidens patientmad sammen med ernæringseksperten Christian Bitz. Lige nu søger rådet nye medlemmer
Skrevet af Erik Fisker - 2. maj 2017, 08:39:19

32-årige Ida Holm Berner har været medlem af Borgerrådet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, siden det blev oprettet for cirka to år siden. I de to år har hun blandt andet givet arkitekter, kokke og landskabsarkitekter input til at forbedre udearealerne, hospitalsmaden og fremtidens sengestue.

– Jeg tror på, at jeg gør en forskel for mig selv og for mine medborgere ved at være med i Borgerrådet. Mit håb er, at jeg kan være med til at øge livskvaliteten for de patienter, der indlægges på hospitalet, siger hun.

Nye synsvinkler søges
Lige nu søger Borgerrådet nye medlemmer, som sammen med blandt andre Ida Holm Berner har lyst til at bidrage med nye perspektiver på det eksisterende hospital og byggeriet af det nye.

– Vi søger ikke eksperter i Borgerrådet, men medlemmer, som kan give os nye synsvinkler på de projekter, vi arbejder med til daglig, siger Hilde Schroll Jespersen, som er projektleder for brugerinddragelse hos Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg og opfordrer alle uanset uddannelse, alder, køn mv. til at søge om optagelse i rådet.

Ny mad og sengestue skal testes
I den kommende tid skal Borgerrådet blandt andet teste det nye madkoncept, som hospitalets køkken er ved at udvikle i samarbejde med blandt andre ernæringseksperten Christian Bitz, som vil være til stede på rådets kommende møde den 7. juni.
Rådets medlemmer får også lov til at besøge live-modellen af fremtidens sengestue og give deres input til eventuelle forbedringer, inden byggeriet af det nye Akuthus på Bispebjerg går i gang i 2018.

”Jeg er ikke patient endnu, men det bliver jeg nok på et tidspunkt i mit liv. Derfor er det rigtig fedt at blive hørt og bidrage til, at både patienter, pårørende og sundhedspersonale får de bedste betingelser på det nye hospital,” siger Ida Holm Berner om at være medlem af Borgerrådet.
Borgerrådet på Bispebjerg Hospital har plads til 25 borgere, der mødes tre-fire gange om året for at bidrage med erfaringer og holdninger inden for udvalgte områder.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter