Union i hektisk topstrid
Union-i-hekstisk-topstrid.jpg
Union scorede tre gange i Husumparken. Her ser Sam Shepherd (yderst th. i rødt) bolden suse ind til 1-0. Foto: Christian Ove Carlsson
Vandt 3-0 over Husum Boldklub, der nu mere og mere ser ud til at skulle forlade Københavnsserien

Fredag aften lagde Boldklubben Union tre nye point til de i forvejen mange samlede i toppen af Københavnsserien i fodbold. Det skete med en ubesværet sejr på 3-0 over Husum Boldklub i Husumparken.

Sam Shepherd (før pausen), Mads Petersen og Mads Hadberg sørgede for gæsternes mål. Union fastholdt andenpladsen, der giver ret til at spille om en plads i Danmarksserien i en pulje med de to toere fra Sjællandsserierne. Førstepladsen, som FA 2000 indtager fem point foran Union, giver direkte oprykning til DS.

Der resterer nu blot fire runder, og Union har et utroligt hårdt program. Til gengæld kan man så selv sørge for andenpladsen ved at vinde alle fire kampe. På lørdag kommer KB (der kun er ét point efter på tredjepladsen) på besøg på Genforeningspladsen, derefter skal Union i rækkefølge møde Sundby, NB Bornholm (der er på fjerdepladsen) og FA 2000.

Det bliver en særdeles spændende topstrid, og FA 2000 er på ingen måde sikker på at vinde KS, da de også mangler at møde KB.

Kampen mod KB er helt speciel, idet Genforeningspladsen indvies ved denne lejlighed. Før indvielsen er det muligt at se Union spille pokalkamp i 3. runde på hjemmebane. Det sker i aften – tirsdag den 16. maj kl. 18.30 – hvor GVI fra DS kommer på besøg. Husum spiller også pokalkamp hjemme i aften kl. 19 mod Fremad Valby – også fra DS.

Pokalsucces vil være tiltrængt for Husum, for efter nederlaget til Union, ser det unægtelig ud til, at næste sæson skal udkæmpes i serie 1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top