Union i hopla – Husum lever
Union-i-hopla.jpg
Nej, det er ikke Union i de røde trøjer. Mike Poulsen (med nr. 5) scorer liggende Unions første mål på Kløvermarken mod Sundby. Mads Hadberg (nr. 6) følger spændt med. Foto: Christian Ove Carlsson.
Vandt ubesværet 6-1 over Sundby, og dermed lever Husum fortsat efter 3-2 over KFUM

Selv ikke fraværet af fem stamspillere kunne holde Boldklubben Unions bedste mandskab nede. Ude på Kløvermarken fik Sundby ikke et ben til jorden. Union vandt nemt 6-1. Amagerkanerne faldt helt sammen, da Union – efter en hurtig scoring først i kampen – kom på 2-0 og 3-0 lige før pausen.

– Kampen viste bredden i vores trup. Vi har stadig et halvt hold på skadeslisten, men forhåbentlig bliver et par stykker af dem klar til den meget, meget afgørende kamp mod NB Bornholm. Den indbyrdes kamp er afgørende, og da vi spillede 0-0 på Bornholm, kan vi klare os med 0-0 på grund af vores suveræne målscore. Men får de 1-1, så skal vi have point i den sidste kamp mod FA 2000, og det skulle vi helst gerne undgå. Jeg tror, at vi selv kan klare opgaven på lørdag, selv om NB Bornholm er ubesejret i de sidste 15 kampe, siger Unions træner Morten Vinther.

Mike Poulsen scorede to mål før pausen, Paulo Fernando det tredje, mens Robert Debel Rasmussen scorede to gange og Ingolf Troensegaard en enkelt gang i 2. halvleg. Med sejren hjalp Union også Husum Boldklub, der efter en sejr på 3-2 over KFUM fortsat har en smal mulighed for at indhente Sundby, de ligger placeret lige over stregen. Husums mål i Emdrupparken blev scoret af Mathias Frydensbjerg, Lasse Syndergaard og Sebastian Stage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top