Onsdag 23. august 2017
Foto: presse
Dansk musiks vidunderbarn
Albumaktuelle KATINKA lægger vejen forbi Brønshøj til en allerede udsolgt koncert i Kulturhuset Pilegården fredag d. 9. juni kl. 20
Skrevet af Dorthe Brandborg - 2. juni 2017, 08:32:22

 

KATINKAs poetiske og eksperimenterende popmusik benytter sig af alt fra stueorgel, skabe, lamper, støvsugere og hårspænder, når der skal laves musik. Bandet vandt ”Årets Håb” ved uddelingen af Steppeulven 2017 og spiller lige nu for fulde huse landet over. Det samme gør de, når de lægger vejen forbi Kulturhuset Pilegården for at fremføre deres anmelderroste sange.

Teksterne er på dansk og er bilag og udklip fra Katinkas egen dagbog. De er røntgenfotografier af personlige tanker og følelser og trækker samtidig tråde tilbage til store danske digtere som Frank Jæger, Morten Nielsen og Tom Kristensen. Bandet består udover Katinka Bjerregaard på sang og ukulele af Simon Ask Ladekarl på guitar, Marie Hageltorn Christiansen på keys og vokal og Tobias Pedersen på trommer.

Anmelderne har været gavmilde med de rosende ord om KATINKAs nyeste album ”Vi er ikke kønne nok til at danse”, der udkom i år. Gaffa skrev: “Der er så ufattelig meget krop i Katinkas sange, at man kun kan blive væltet omkuld. Og det er faktisk på tide, at en yngre

kunstner på den måde rusker op i former og formler. Ja, Katinka er en af fornyerne på den danske musikscene.” Med andre ord: Publikum har noget at glæde sig til.

Til koncerten vil publikum også kunne nyde godt af et andet dansk band, der er godt på vej frem. Vinterbarns musikalske udtryk er forankret i indie-poppet melankoli. Til tider er deres udtryk sfærisk, drømmende og glasagtig og i næste nu tung, hård og pulserende.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter