Mandag 24. juli 2017
Ved minikoncerterne i Brønshøj Vandtårn spillede Hans Ulrik Jensen bl.a. ”I skovens dybe stille ro”. Et valg der passede helt naturligt til både akustikken og tårnets indre med de høje markante betonsøjler. Foto: Kaj Bonne
”Højlys” i Brønshøj Vandtårn
Indvielse af lys-installation trak fuldt hus i Pilegården og til koncerterne i vandtårnet
Skrevet af Erik Fisker - 27. juni 2017, 08:50:28

Salen i Kulturhuset Pilegården var fyldt med over 100 borgere, da kulturkoordinator i Pilegården, Jenny Marie Kruse, bød velkommen og gav ordet til lysdesigner Rune Brink Hansen, der fortalte om den interaktive lys-installation i de øverste vinduer i Brønshøj Vandtårn, som borgerne selv kan være med til at styre. Det kan ske fra smartphone, tablet eller computer via hjemmesiden højlys.dk. Udover at styre lyset er der på hjemmesiden mulighed for at se udsigten fra de øverste vinduer.
Rune Brink Hansen fortalte om sine tanker bag lyset i vandtårnet og gav vejledning til hvordan man selv kan styre lyset. Rune arbejder med design og lyskunst og har p.t. en lysinstallation på museet Arken. Han er for nylig flyttet til Brønshøj – og kan hjemmefra nyde udsigten til Brønshøj Vandtårn. Aftenen sluttede med to minikoncerter i Brønshøj Vandtårn, hvor den lokale jazzmusiker Hans Ulrik Jensen spillede på fløjte, klarinet og saxofon og overbevisende viste hvordan tårnets enestående akustik kan folde musikken ud.
Bag aftenens arrangement og lysinstallationen står Kulturhuset Pilegården med økonomisk støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Satser på det helt store projekt
– Det er en sjov idé Rune har fået med interaktivt lys og lyd i Vandtårnet. Dejligt at de unge designere nu begynder at komme med ideer til, hvad der skal ske i Vandtårnet. Det bliver spændende at se, hvordan borgerne – store som små – tager opfordringen til sig og begynder at lege med lys og lyd i Vandtårnet, siger Kirsten Møller, formand for Lokaludvalgets Kulturudvalg.
– I Lokaludvalget ønsker vi, at der kommer langt flere aktiviteter i Vandtårnet allerede i år, men desværre har Teknik- og Miljøforvaltningen fundet det nødvendig at stille fornyede krav til indretningen, inden vi må begynde at tage Vandtårnet systematisk i brug. Det kræver en langt større bevilling end det Borgerrepræsentationen har givet til formålet, så det bremser vort projekt indtil videre. Det billigste ville være at give dispensation for perioden frem til at vi kan realisere det helt store projekt, med indretning af hele tårnet også med udsigt over hele København, slutter Kirsten Møller.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter