Søndag 23. juli 2017
Nikolaj, Jonas, Carsten og Thomas er kræfterne bag Blå Congo, der har fået en rigtig god start i Brønshøj. Brønshøjborgerne har taget rigtig godt i mod os, fortæller kvartetten. Foto: Kaj Bonne
Blå Congo – Brønshøjs varme kartoffel
Blå Congo er egentlig en kartoffelart. Men det er også navnet på Brønshøjs stærkt succesfulde spisested på Brønshøjvej – valgt ud fra ønsket om, at stedet på én gang skal være hverdagsligt og eksotisk
Skrevet af Dorthe Brandborg - 18. juli 2017, 08:04:44

Bordene er godt fyldt op sådan en søndag aften. Det er Store Resteaften, hvor gæsterne kan nyde godt af, at spisestedet holder lukket de følgende dage og derfor stiller alt frem til en fælles buffet.

Blå Congo er stedet, hvor gæster og ansatte går på opdagelse i det nære. Her serveres det bedste, der til enhver tid kan opdrives på Sjælland & øerne.

Ejerne, Carsten Lunding og Nikolaj Bøcher, kendte hinanden fra Københavns Fødevareselskab, som de var med til at starte i 2009, og har i årene siden fået øjnene op for lokale grøntsager og kød.

Nikolaj er medavler af en gård og en æbleplantage, og der er blandt andet herfra, stedet får sine æbler og sit svinekød leveret fra.
– Ville godt supplere med et spisested, hvor man kunne sidde og hygge sig stille og roligt. Et sted, der måske var en smule mere ambitiøst med maden end en gængs café, og som samtidig havde nogle andre funktioner, siger Carsten, der sammen med Nikolaj driver Blå Congo som et forsamlingshus torsdag-fredag-lørdag.

– Vi har kunnet mærke, at folk rigtig gerne vil det her – at spise fælles i uformelle rammer. Vi er derfor begyndt at have fællesspisning om onsdagen, hvor vi inviterer nogle lokale ind ud fra et eller andet tema. Fx har vi haft lokale værter til at være værter for en sangaften, hvor de så fortæller om deres sange og får gæsterne til at synge med. Det kan også være ”Hvordan får du det bedste ud af din have”, eller at vi får en af vores avlere ind og fortæller om råvarer, siger Nikolaj.

Hvorfor lige netop Brønshøj?
– Brønshøj ligger midt imellem, hvor vi hver især bor. Og så har vi opdaget, at folk her går meget op i, hvad de spiser. Der er kommet mange unge fra byen, og når de skal have ungerne på græs, vil de gerne have nogle ordentlige råvarer. Men når vi eksempelvis har en griseavler inde, bliver folk overraskede. Mange tror nemlig, at når bare, der er et Ø-mærke på kødet, er alt godt. Men sådan er det jo langtfra.
Det er vigtigt for Carsten og Nikolaj, at det at spise godt ikke bliver et prestigeprojekt.

– Sådan noget med bæredygtighed kan også blive noget, nogen gerne vil signalere til andre. For os er det vigtigt, at vi henvender os til alle.
Det er således heller ikke Noma-priser på Blå Congo.

– Vi har altid en dagens ret, og om søndagen serverer vi dagens rester, hvor gæsterne selv bestemmer, hvad de betaler! Vi har lukket om mandagen og om tirsdagen, så vi skal have tømt ud. Så kan det godt være, at der nogle gange er hummer på menuen, mens der andre søndage kun er frikadeller på bordet. Hvis folk vil lægge en 50’er eller 100 kr. så er det fint for os, siger Nikolaj Bøcher, som sammen med sin medejer, Carsten, har fravalgt at skilte med Ø-mærke osv.

– For selvfølgelig har vi ordentlige råvarer, men det giver så meget papirarbejde at få og opretholde alle de certifikater. Men vi indkøber selvfølgelig råvarer, vi synes er i orden. Vi har ting, der ikke er økologiske, men det vi køber ind er af høj kvalitet, og der er tænkt på bæredygtighed.

Fra vugge til grav
– Folk fra strikkeklubben kommer, der kommer gravkaffe hernede, mødregrupper kommer. Det er meget bredt. Folk, der har boet i området i 60 år, kommer, fortæller Carsten.

– Vi har en del plads, så det gør også, vi kan holde arrangementer, fx standup, og have plads til større selskaber uden at skulle lukke spisestedet for andre, supplerer Nikolaj, som sammen med Carsten glædes over, at Blå Congo har fået en rigtig god start og høster stor opbakning fra lokalområdet.

– I efteråret kom der fx en masse lokale med overskudsfrugt fra deres haver: ribs, spisekastanjer og pærer. Det er sådan en synergi, vi elsker, og det er også med til, at vores sted kan løbe rundt, siger Carsten, der uanset succesen ikke drømmer om noget andet og større end at drive netop Blå Congo. Og lige netop i Brønshøj.

– Vi kommer ikke til at starte en kæde! For os er det stedet her, vi vil arbejde med, frem for et koncept.

Blå Congo satser på økologi, lokal og direkte handel. Restauranten skal give økonomisk mening, men vi vil også gerne handle økologisk, lokalt og direkte. I september sidste år var økologiprocenten fx på 84, lokalprocenten på 64, og direkteproducenten på 46.
Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter