Fra gymnastiksal til studiemiljø
Fra-gymnastiksale-til-studiemiljø.jpg
Renoveringen af HF-Centret Efterslægten er indstillet til prisen om at blive udnævnt til Danmarks bedste renovering. Foto: Privat.
HF-Centret Efterslægten i Utterslev er indstillet til RENOVER-prisen

For fire år siden blev et nyt og moderne idrætshus taget i brug på HF-centret Efterslægten, og så stod Efterslægtens to gamle gymnastiksale fra 1940 tilbage uden funktion. Man valgte at renovere salene, og nu er projektet indstillet til RENOVER-prisen og skal kæmpe om at blive Danmarks bedste renovering.
HF-Centret Efterslægten renoverede for to år siden sine to gamle gymnastiksale og de tilhørende omklædningsrum til nye studie- og undervisningslokaler. Renoveringen er lavet med stor respekt for rummenes oprindelige funktion, og man har således ladet fragmenter som ribber og bomme bestå.
I dag har HF-Centret en bygning med 375 kvadratmeter undervisningslokaler samt et integreret bibliotek og vejledningsområde på 290 kvadratmeter. Man har samtidig åbnet facaden op og genskabt det oprindelige vinduesparti, så der er skabt visuel forbindelse til et udendørs kunstværk af kunstneren Thomas FOS Poulsen.
Da renoveringen indgik i det samlede projekt med bygning af det nye idrætshus, var det muligt at renovere med henblik på reduceret energiforbrug, idet bygningen forsynes med overskudsvarme og toiletskyl fra henholdsvis solpaneler og regnvandsopsamling.

De gode eksempler skal frem i lyset
Renoveringsprojektet i Brønshøj er med i kapløbet om at blive Danmarks bedste renovering 2017.
– Formålet med RENOVER-prisen er at fremhæve de gode renoveringseksempler, der findes rundt omkring i hele landet, så vi kan inspirere til endnu flere nytænkende og spændende renoveringer, siger Lars Axelsen, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond, der sammen med Realdania står bag prisen.
Det er femte gang, at RENOVER-prisen skal uddeles til et renoveringsprojekt i særklasse.
– I løbet af de fem år, vi har uddelt prisen, har vi mærket, at der vokset en stolthed omkring renovering, som ikke var der tidligere. Renovering fylder meget i byggebranchen, og derfor er RENOVER-prisen vigtig for at anerkende de mange gode projekter. Vi glæder os til – nu for femte gang – at kunne hylde en branche, hvor der udvises en høj grad af kvalitetssans og opfindsomhed, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.
Vinderen kåres ved en prisfest i København i august 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top