Fredag 21. juli 2017
Pianist spiller klassisk i Tingbjerg
Rosgard Lingardsson giver sommerkoncert i Tingbjerg Kirke den 26. juli
Skrevet af Dorthe Brandborg - 18. juli 2017, 08:42:41

Den svenskfødte pianist Rosgard Lingardsson giver sommerkoncert onsdag den 26. juli kl. 19 i Tingbjerg Kirke. Hun spiller værker af bl.a. Bach, Rameu, Chopin og Prokofieff.

Rosgard Lingardsson er født i Sverige, opvokset i USA og siden 1992 dansk statsborger. Rosgard er elev af Harold Sanford og uddannet på konservatoriet i København ved professor Stanislav Knor.

Rosgard Lingardsson flyttede i 1992 til Portugal, hvor hun har sit professionelle virke som docent i klaver ved Musikkonservatoriet i Porto; det mest prestigefyldte af de statslige Musikkonservatorier i landet.

Pædagog og talentudvikler

Som pædagog har hun særligt engageret sig i talentudvikling af unge på højeste niveau og har ført dem frem til at blive prisvindere i nationale og internationale klaverkonkurrencer. Mange af hendes elever er blevet optaget og studerer nu videre ved anerkendte institutioner som Royal College of Music (London), Royal Northern College of Music (Manchester), Ecole Normale ”Alfred Cortot” (Paris). Rosgard Lingardsson bliver også ofte brugt som jurymedlem i klaverkonkurrencer og holder Masterclasses og Workshops i Portugal og andre lande.

Som pianist har Rosgard spillet mange solo- og kammerkoncerter i Portugal, Grækenland, USA, Skandinavien. Hun har et stort repertoire af solo- og kammermusikværker fra barokken til højromantikken og opfører også gerne moderne musik af nulevende komponister, såsom Lowell Liebermann, USA, og Christos Hatzis, Grækenland/Canada.

Hun har tidligere gæstet Tingbjerg Kirke, og vi glæder os til at høre hendes smukke musik.

Der er gratis entre til koncerten.

Rosgard Lingardsson gæster Tingbjerg Kirke, hvor hun spiller værker af blandt andre Bach, Chopin og Prokofieff.
Foto: Privat.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter