Mandag 24. juli 2017
Det har været en kæmpe sejr for Jens Barslev at gennemføre løbet. Foto: Privat.
Viljen til sejr
Jens Barslev fra Brønshøj er netop vendt hjem efter Danmarks hårdeste velgørenhedsevent
Skrevet af Dorthe Brandborg - 11. juli 2017, 08:07:12

Ikke mindre en 450 km og 8 bjerge blev det til, da Jens Barslev sammen med Cykelnerven drog til Frankrig for at cykle til fordel for sclerose – en sygdom han også selv er ramt af.
Cykelnerven og Peloton havde sammensat et fedt program med fire helt forskellige dage med hver deres sværheder, fortæller Jens Barlsev.
For bare to måneder siden havde Jens noget uro i kroppen som gjorde, at hans krop slet ikke kunne restituere efter træningerne. Dette bevirkede, at han måtte indstille træningen i en måned.
– Med dette tilbageslag havde jeg på forhånd ikke regnet med at kunne klare alle bjergene. Jeg havde på forhånd lavet den aftale med arrangørerne om, at jeg kunne sidde med i bilerne et par af dagene, hvis kroppen ikke ville lege med mere. Men det gik over al forventning i Frankrig. Jeg klarede alle bjergene – og endda i relativt høj fart. Det var en helt fantastisk fornemmelse at køre ind på nogle vanvittigt stejle bjerge og have fornemmelsen af, at jeg på trods af min sclerose, kunne køre lige op med og endog kunne køre fra folk uden sygdommen, fortæller Jens med et smil.
Det var alt i alt en kæmpe succesoplevelse for Jens Barslev ikke mindst har det været vigtigt for ham at have mål for sin træning.
– For mig som scleroseramt har det også været vigtigt med et mål ude i horisonten. Noget at træne frem imod og noget til at holde gejsten oppe. I den henseende har Cykelnervens projekt været perfekt. For to år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg på nuværende tidspunkt kunne klare de udfordringer, jeg lige har været igennem. Og så at gøre det sammen med min gode kammerat Jesper Nørding Pedersen bliver det naturligvis endnu bedre, fastslår Jens Barslev.

Stor respekt
Ikke mindre end 250 deltagere havde valgt at bidrage til indsamlingen til scleroseforskningen – noget som Jens Barslev har været fuld af glæde og benovelse over.
– Af de 250 deltagere var det kun et par håndfulde der er ramt af sclerose. En stor del af de øvrige deltagere har naturligvis en eller anden relation til sygdommen der gør, at de orker og ønsker at ligge deres tid og kræfter ind i et projekt som det her, fortæller Jens Barslev, der allerede i tirsdags var ude at cykle endnu en velgørenhedstur ”Ordet fanger”, hvor han sammen med cykelkommentator og cykelentusiast Dennis Ritter og 28 andre ryttere skulle cykle ned til Tour de France starten i Düsseldorf.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter