Torsdag 17. august 2017
En spændende weekend
I weekenden var det tredje gang jeg var til racerløb ved Bellahøj.
Skrevet af J. P. Fisker - 8. august 2017, 08:23:10

Af J. P. Fisker, Limfjordsvej 43

I weekenden var det tredje gang jeg var til racerløb ved Bellahøj. Det var et fantastisk arrangement med utallige engagerede frivillige, deltagere og ansatte samt tusindvis af begejstrede publikummer. Jeg havde min søn med, og vi fik igen en oplevelse helt ud over det sædvanlige. De mange små racerløb i forskellige klasser indeholder lige del larm, frygt, spænding, nostalgi, glæde og fryd. Og i ryttergårdens intimitet kan man få stillet sin nysgerrighed og komme helt tæt på biler og kørere.
Det gør mig virkelig stolt af min by, at København har format og viljestyrke nok til at huse en så unik begivenhed. Jeg synes, det vidner om en by, som tør åbne sig og leve sammen med sine indbyggere.
I år var der desværre nogle som syntes, vi ikke skulle have lov til at have en sjov weekend. De havde sat bannere op langs husmure for at gøre opmærksom på, at det er bedre at cykle end at køre racerbil. Nogle mente endda at bilerne larmede. Det mindede mig lidt om min mormor, som anbefalede en dejlig slentretur i Rødkildeparken i stedet for det infernalske racerpjat.
Lad os have vores racerweekend i fred og gøre det, som vi synes er dejligt. Så kan I gå og glæde jer til at det bliver gråvejrshverdag igen, så man roligt kan tage en dejlig slentretur i Rødkildeparken.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter