Torsdag 17. august 2017
Der var masser at glæde sig over i lørdags i Tingbjerg Idrætspark. Foto: Christian Ove Carlsson.
Hvepsenes første stik sat ind
Brønshøj Boldklub har ikke vundet et premiereopgør i ni år. Denne sørgelige kendsgerning blev der lavet om på i lørdags
Skrevet af Jan Løfberg - 7. august 2017, 13:14:17

Dårlige vaner er til for at blive brudt. Efter ni års sejrstærke i en premierekamp lykkedes det endelig i lørdags at vinde. Det blev til en flot sejr på 3-1 over B93. Og det var en sød hævn for Hvepsene, der sidste år indledte efterårssæsonen med netop 1-4 mod Østerbros fodboldstolthed.

Der var været af- og tilgang i sommerpausen, men det ser ud til, at Brønshøjs nye tyske træner Michael Winter har fået samlet et slagkraftigt mandskab. Fire spillere kunne trække i hvepsetrøjen for første gang: Kevin Bechmann Timm, Frederik Frankman og Zakaria El-Ouaz i startopstillingen og Cem Vardar i 2. halvleg.

Starten var katastrofal. Der var blot spillet ti sekunder, så kunne den hjemvendte Kasper Vilfort hive bolden ud af kassen, da gæsternes Sebastian Czajkowski havde prikket bolden i nettet. Øv, tænkte hovedparten af de 608 tilskuere – det kunne trække op til gentagelse fra i fjor.

Men, nej overhovedet ikke, selv om B93 sad mest på bolden og flere gange testede Vilfort, der ifølge Brønshøj Boldklubs Christian Haslund fandt nogle store redninger frem. Omkring den halve time vendte kampen. Kevin Bechmann trykkede løs på 93-målet fra 40 meter, og målmand Ronni Raun fik ikke ordentlig fat, og sådan noget opfatter en så farlig angriber som Patrick Naundrup. 1-1. Begge mandskaber havde en række forsøg før pausen – farligst var Oskar Tranbergs flade skud, der ramte opstanderen.

I 2. halvleg var BB som forvandlet. Efter halvandet minut kom Kevin Bechmann med et gyldent oplæg til Christoffer Boateng, der sendte bolden i kassen. Få minutter senere fik Brønshøj et frispark 25 meter fra B93s mål. Kevin Bechmann sparkede direkte på mål og via jorden hoppede en i mål til 3-1. Et godt debutantmål.

– Det er altid et kæmpe mentalt boost at komme tilbage fra en scoring imod. At vende den med 3 mål har givet os helt vildt meget, men vi må indse, at nogle af dagens mål også kom grundet fejl fra deres side. Vi skal forbedre os endnu mere. Især de første 20 minutter af kampen var ikke helt gode, fortalte Kevin Bechmann til Brønshøjs hjemmeside.

Der skete ting og sager, og tilskuerne fik fin underholdning. Brønshøj havde flere nærgående forsøg, og gæsterne ramte treværket et par gange. Men alt i alt en retfærdig sejr til Brønshøj, der nu får chancen for en ny revanche. Sidste år blev man slået ud af serie 1-holdet Frederiksværk i DBU-pokalen. I aften, tirsdag, skal Brønshøj til Vestamager for at møde Tårnby FF. Husum spiller også pokalkamp i aften, det sker i Husumparken mod NB Bornholm. Næste divisionsopgør for Brønshøj er på lørdag kl. 15 i Hillerød.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter