Sommerjazz med Fessor og venner
Sommerjazz-med-Fessor-og-venner.jpg
Ole Fessor spiller med vennerne i Pilegårdens Have. Foto: Privat.
Tirsdag d. 8. august kl. 19 er der gratis jazzkoncert med Fessor & Venner i Pilegårdens hyggelige have

Traditionen tro fejrer den lokale forening Jazzpetanque at sommeren er kommet med en stribe gode jazzkoncerter på den akustiske scene i Pilegårdens have. På scenen er det musikalske niveau højt, når den traditionelle jazz’ ypperste og mest erfarne repræsentanter møder morgendagens jazznavne. På scenen denne aften finder man Ole ”Fessor” Lindgreen på trombone, Niels ”Flipper” Stuart på klarinet/sax, Ida Hvid på bas, Mads Søndergaard på piano og Bjørn Otto på trommer.

Den lokale trombonist, komponist og arrangør ”Fessor” kender de fleste. Han har spillet jazz siden 1956 og er vel nærmest en institution indenfor dansk New Orleansmusik, gospel og blues. Med sig på scenen har han inviteret en række spændende musikere.

Niels ”Flipper” Stuart er ikke alene travlt beskæftiget som studiemusiker, han har også spillet med mange kendte jazznavne som Kansas City Stompers, Finn Ziegler og mange andre. Han bor i bydelen og har spillet til flere sommerkoncerter i Pilegårdens have før.

Bjørn Otto er søn af legendariske Finn Otto Hansen, der var en af Danmarks bedste trompetister. Bjørn spiller fast hos Nulle & Verdensorkestret og i Fessors Big City Band, indtil det blev opløst.

Ida Hvid er et forholdsvis nyt navn på jazzscenen. Du kender hende måske fra Niels Jørgen Steens Monday Night, eller en lang række andre sammenhænge. Hun turnerer blandt andet med Oscar Petersons gamle trommeslager.

Pianisten Mads Søndergaard er uddannet ved Det Kongelige Konservatorium i Haag. Alt lige fra diverse kor og bigbands til Pavarotti-impersonatorer har nydt godt af hans forbløffende evner udi klaverspillet.

Skulle den danske sommer fortsat vise sig fra sin mere lunefulde side, så er der ingen alarm. Ved regnvejr rykker koncerten ind i Pilegårdens café.

Der er fri entré og grillen er tændt fra kl. 18 til medbragt mad. Drikkevarer må ikke medbringes, men kan købes hos Café Pilen. Sommerjazz i Pilegårdens hyggelige gårdhave får økonomisk støtte fra EFTERÅRSMARKEDET på Bellahøj og afvikles i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, Brønshøj Copenhagen Jazz Club og Ole ”Fessor” Lindgreen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top