Mandag 23. oktober 2017
Camilla har gået på Husum Skole og arbejdet på Cafe Staalvand. Efter hun er kommet hjem har hun selv fået en lejlighed i bydelen – en bydel som hun elsker. Foto: Kaj Bonne
Jeg rejste hjem til Brønshøj med ro i maven
Camilla Schnack Tellefsen er netop vendt hjem fra Stavanger i Norge, hvor hun de sidste tre år har uddannet sig til moderne danser- i torsdags havde hun debut i ”Vildheks” på Østre Gasværk
Skrevet af Dorthe Brandborg - 19. september 2017, 09:05:04

Camilla er født i Brønshøj og ind i en vaskeægte performerfamilie. Hun er datter af operasanger Pia Schnack og musiker Jan Tellefsen.

-Det er lidt sjovt at tænke på, at jeg som fem måneder gammel lå i babyliften og var med mine forældre på Østre Gasværk, hvor de var til audition, fortæller Camilla Schnack Tellefsen.

I dag er det Camilla, som spiller på Østre Gasværk i Vildheks, der er bygget på Lene Kaaberbøls populære fantasyromaner.
Og Østre Gasværk har også haft en helt speciel plads i hjertet hos Camilla. Hun elsker de rå mure og den varme atmosfære i teaterrummet. Ikke mindst elsker hun at mærke publikummet og alt den energi hun får i mødet med dem.

-Jeg arbejdede i forhuset på Østre Gasværk, inden jeg begyndte min uddannelse, og jeg kan huske, at jeg sagde til personalet: ”Når jeg kommer tilbage igen, så skal jeg stå på scenen”. Det må jo siges at holde stik, siger Camilla og tilføjer, at hun slet ikke kan få armene ned over den store chance hun har fået som nyuddannet danser og performer.

Jeg tør godt!
Den 26 årige danser kunne ikke gå til auditon på Vildheks på grund af sine studier, så hun sendte i stedet en video – en video som var så god, at den gav hende en af de bærende roller.

-Jeg er så glad og taknemlig. Tænk at kunne tage hjem igen med ro i maven og vide, at man har fået job i den by, hvor jeg så gerne vil arbejde i, fortæller Camilla med et smil.

Camilla har gået på Sct. Annæe, gået på højskole med musik og teater og har lagt stemme til blandt andre den danske Hannah Montana. Scenekunsten har altid betydet meget for Camilla, men hun har ikke altid været sikker på, at det var den vej, hun ville gå.

-Jeg vidste ikke, om jeg turde. Men jeg kunne heller ikke lade være. Jeg er nysgerrig og sulten, og da jeg rejste til Norge, var jeg ikke længere i tvivl. Det var så rigtigt, fastslår Camilla, der selvfølgelig er usikker på, hvad fremtiden vil bringe.

Der er meget usikkerhed forbundet med den vej, som den 26-årige danser har valgt og hun tænker da også over, hvad der skal betale hendes næste husleje.

-Jeg skal bevise over for mig selv, at jeg kan. Men jeg har også fået den måde at leve på ind med modermælken. Jeg kommer fra et stærkt bagland og med en støttende familie. De har også altid gjort, hvad de havde lyst til og er lykkedes med det. Det er en kæmpe inspiration, fastslår Camilla.

Tre uger inden premieren har intet mindre end 15.000 har allerede sikret sig billet til det nyeste skud på stammen af store opsætninger i Østre Gasværk. Vildheks er skabt af HØG • AAGAARD • SVANEKIER, som også stod bag kæmpesuccesen Skammerens Datter.
Camilla spiller blandt andre sammen med Kaya Brüel, Thit Aaberg, Jens Andersen og Katja Holm. Vildheks er instrueret af Mads M. Nielsen
Vildheks spiller indtil 2. november.

I næste uges udgave af Brønshøj-Husum Avis kan du deltage i en konkurrence om billetter til Vildheks.

-Jeg har seks forskellige roller, som jeg skal klæde om til. Jeg pisker rundt bagved og er nærmest i panik over mine kostumeskift. Det er nu en sejr, at det lykkes, fortæller Camilla, der her ses til højre som ravnemor. Foto: Østre Gasværk

For mig handler det meget om at mærke min krop. Kroppen er mit instrument, derfor skal jeg passe på den – både med søvn, mad og yoga, fortæller Camilla. Foto: Østre Gasværk

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter