Christians forvandling: Nu er det nok!
christian-oves-forvandling1.jpg
-Jeg har løbet 10 halvmaratons, men jeg er ikke særlig god til at løbe - jeg har bare gjort det. Foto: Christian Ove Carlsson
Brønshøj-Husum Avis’ fotograf Christian Ove Carlsson er gået i skarp træning. Han har sat sig et mål og at løbe et halv maraton den 8.april i Berlin. Avisen kommer til, over de næste måneder, at følge hans kamp for at droppe de usunde laster og komme i form

-Jeg har dårlig samvittighed over min livsstil. Jeg ved godt, jeg ikke lever som man bør, når man snart er 50. Min datter Julie er medicinstuderende, og hun siger ofte, at jeg skal blive bedre til at passe på mig selv, fortæller Christian, der har røget 40 smøger om dagen men i dag kalder sig ”selskabsryger”.

Foruden sit job som sportsfotograf, så har Christian også et fast job som systemadministrator på DTU. Han har en travl hverdag, er far til tre børn, morfar til to og har en kæreste, der har to mindre børn. Så mange gange tager Christian den nemme løsning, hvor han enten går ud og spiser med familien eller tager fastfood med hjem.

-Jeg har tendens til ikke at spise morgenmad og frokost, og så propper jeg til gengæld mig selv hver aften. Jeg drikker øl, spiser god mad og som regel ryger der også en pose chips ned. Jeg siger altid til mig selv: ”Nu stopper det. Jeg gør det aldrig mere”, men det holder aldrig ret længe, siger Christian og indrømmer, at han er et rigtigt madøre – især fremmedartet mad gør ham glad.

Hvis der er nogen der længe har prøvet at råbe Christian op, så er det Julie og kæresten, Katarina. Begge er bekymrede for den måde, som Christian lever på.

-Jeg forbinder sundhed med noget kedeligt. Mine børn efterlyser ofte grønne ting i deres aftensmad. Jeg vil gerne spise grønt, men mine salater bliver altid sådan en roden sammen med blade, lidt tomat og agurk, og det er der ingen, der gider spise, indrømmer Christian med et grin.
Men det er ikke kun Christians madvaner, der bekymrer familien.

-Jeg farer fra det ene til det andet og det irriterer specielt min ældste datter vildt – især når jeg er på besøg og altid er på vej et andet sted hen. Hun klager over, at jeg ikke er nærværende, indrømmer Christian, der godt ved, at han altid får pakket sit program for hårdt, fordi han gerne vil ”please” alle.

-Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg ikke, det er et problem, men det synes mine omgivelser. Jo ældre jeg er blevet, er det naturligt nok også blevet sværere at holde dampen oppe, fastslår han.

For et par år siden var det også tæt på at gå galt. Alarmklokkerne bimlede for alvor. Christian var lige blevet skilt og arbejdede blot endnu mere for ikke at tænke for meget over tingene. Christian endte på hjerteafdelingen – han havde alle symptomer på en blodprop.

-Jeg er nok ikke den bedste til at lytte til min krop, for det eneste jeg tænkte på, mens jeg lå på hospitalet var at blive udskrevet, så jeg kunne komme med til premieren på den nye James Bond film. Heldigvis fandt de ikke noget, men det satte da tankerne i gang om, at jeg måske skulle sadle lidt om.

Dårlig livsrytme
Den kronisk dårlige samvittighed har betydet, at Christian nu har taget en beslutning om at sætte en stopper for den dårlige livsstil. Han vil begynde at løbe igen, han vil have styr på kosten, og så vil han til at tage mere hensyn til sig selv.

-Jeg er sikker på, der er rigtig mange, som kan nikke genkendende til min situation, og jeg tænker, at hvis jeg bare kan blive hjulpet lidt på vej uden det bliver fanatisk. Hvis jeg kan justere på nogle parametre, så skal det nok blive godt, siger Christian.

Den 49 årige Christian har altid været glad for sport. Han har løbet i mange år on and off, men han vil gerne have hjælp til at komme ind i den gode rytme igen, og til den proces har han nu fået hjælp af løbecoach Julie Carl fra Kaiser Sport i Brønshøj. Kaiser Sport har også sat kostvejleder Cecilie Mathorn og osteopat Michael Weber Jørner på Christian, så han får hjælp til at spise rigtigt og til at bevæge kroppen på den mest hensigtsmæssige måde.

Man kan følge Christians forvandling her på på bha.dk og klikke på “Helse”. Her kan man få mange flere informationer og råd fra fagfolkene hos Kaiser Sport. Siden bliver løbende opdateret. Man kan også følge Christian live på Facebook, hvor han giver de seneste opdateringer. Avisen kommer endvidere til ugentlig at bringe en lille artikel, hvor Christian fortæller om sine op-og nedture.
Om Christian
49 år
Fraskilt
3 børn: Julie på 26, Jakob på 24 og Johanne på 15
Systemadministrator og Fotograf
Ansat på DTU siden 1997 og på Brønshøj-Husum avis siden 2013
Kæreste med Katarina der har 2 børn, Simon på 3 og Stephanie på 8
Bor i Vanløse
Har tidligere løbet en del, men ikke regelmæssigt

Jeg elsker at hygge og forbinder sundhed med noget kedeligt, fortæller Christian, der har trodset modstanden og gået i skarp træning. Foto: Christian Ove Carlsson

Hos kostvejleder Cecilie Mathorne fik Christian en Inbody Scanning. Her fik han tjekket fedtprocent og muskelmasse.
-Min fedtprocent var for høj, men det mente Cecilie, at jeg sagtens kunne få bragt ned. Hun var mere bekymret for min muskelmasse, så derfor er jeg blevet sendt i fitnesscenter, fortæller Christian. Foto: Christian Ove Carlsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top