Tirsdag 24. oktober 2017
Foto: presse
Kendt borger i Brønshøj-Husum fylder 80 år
Det er den gamle skærmtrold Bjørn Andersen der fylder rundt den 18. oktober.
Skrevet af Erik Fisker - 13. oktober 2017, 08:24:41

Det er den gamle skærmtrold Bjørn Andersen der fylder rundt den 18. oktober. Han kan se tilbage på et journalistliv, som det ikke er alle forundt at have oplevet. Han har altid været optaget af at formidle på den ene eller den anden måde.

Gik som 17-årig skoleelev direkte fra gaden ind i et studie hos Radio Merkur og blev vel modtaget og tilbragte fritiden i nogle måneder foran mikrofonen på den forbudte radiostation. Siden blev han uddannet journalist på Lolland-Falsters Folketidende, samtidig med at han arbejdede freelance for Danmarks Radio.

Han er sikkert mest kendt for den tid, hvor han sammen med kollegerne Anne Jerichow og Bent Bertramsen hver lørdag aften i den bedste sendetid stod for ”Næste uges TV”, som han udviklede til et populært talkshow, hvor seriøsitet og humor vekslede til seernes fornøjelse. Efter at have forladt DR stod han nogle år for medieundervisningen i LO og det daværende SiD.

Senere blev han ekstern lektor ved Københavns Universitet, hvor han underviste i praktisk mediekundskab og journalistik. Samtidig forskede han i sprogvidenskab, hvilket for nogle år siden førte til en rost afhandling om brugen af tiltaleordene du og De herhjemme og i Europa og om, hvordan høfligheden egentlig fungerer – eller ikke fungerer.

Blandt deltagerne i undersøgelsen var Ældre Sagens store gymnastikhold i Bellahøj Hallen. Afhandlingen var den første og eneste videnskabelige undersøgelse af ”du og De” og dermed en analyse af den største sprogstrid, vi har oplevet i Danmark. På grundlag af afhandlingen udgav Bjørn Andersen den meget læste bog ”Høflighed uden grænser”, hvori medvirker et stort antal kendte og ukendte danskere. Han har iøvrigt to nye bøger om andre emner i støbeskeen.

Bjørn Andersen har med sin familie boet i Husum i mere end en menneskealder.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter