To lokale piger i historiske roller
eventyrteater.jpg
Det har nok ikke altid været en dans på roser at være prinsesse på Christian 4.s tid. Det er Sif til venstre og Line i mindten. Foto: Hergaard
19-årige Line Lindersson fra Husum spiller en af hovedrollerne som Hofmesterinde i Eventyrteatrets efterårsforestilling Kongen og Tiggertøsen i Glassalen i Tivoli

Som en streng og ukærlig opdrager af Christian 4.s døtre, spiller Line fru Karen Sehested. Børnenes mor, Kirsten Munk, var træt af børn efter at have ”leveret” majestæten hele 12 børn på lige så mange år, så derfor bliver det Hofmesterindes job at tage sig af det kongelige afkom.

-Det er virkelig udfordrende at spille ond. Det har jeg aldrig prøvet før, men det er utrolig fedt at få lov til, fortæller Line Lindersson, der går i 3. g på Nørre Gymnasium. Line har spillet på Eventyrteatret i 8 år, så hun har en krævende hverdag med skole og teater.

-Jeg synes egentlig, der er en fin balance – bare jeg får lavet mine lektier og ikke udsætter dem, så går det fint. Jeg synes slidet er det hele værd, fastslår Line, der regner med at søge ind på Det Danske Musicalakademi efter studentereksamen. til sommer.

-Jeg vil give det et par år, og hvis jeg ikke kommer ind, så skal jeg læse noget med matematik, fortæller Line.

Også 12-årige Sif Beltner fra Brønshøj spiller med i årets forestilling. Hun spiller Prinsesse Sophie Elisabeth.

-Det har nok ikke altid været en dans på roser at være prinsesse på Christian 4.s tid. Som pige blev du ikke regnet for noget og var bare en ”dukke” som forældrene ikke lyttede til. Som regel var datidens prinsesser brikker i forældrenes magtspil, fortæller Sif, der har spillet på Eventyrteatret i fire år.

Forestillingen kører til og med den 22. oktober i Glassalen i Tivoli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top