Det sker i kirken uge 46
Kor.jpg
Gospel Unusual. Foto: Presse
Ugens arrangementer og Gudstjenester i lokalområdet

En aften med mormormad og gospelsang
Der er lagt op til en dejlig aften i Bellahøj Kirke lørdag den 25. november, hvor man runder kirkeåret på behørig vis. Der startes kl. 16 med gudstjeneste, derefter vil der være middag, hvor menuen står på rigtig mormormad, nemlig enebærgryde og chokolademousse. Kl. 19 slutter Gospel Unusual aftenen af med glad gospelsang, der hilser december måned og den kommende jul velkommen. Der er gratis adgang til koncerten.

Kirkesalon om tavsheden
Hvad sker der, når tavsheden sænker sig og alt tilsyneladende bliver tyst i og omkring os? Man kender til tavsheden mellem mennesker, men kan der også opstå dialog gennem tavshed? Kom og lyt med, når der mandag den 27. november, kl. 19 i Sognecentret, Præstegårds Allé 5, i Kirkesalonens rum vil blive forsøgt at gribe og begribe stilhedens sprog og betydning.

Psykolog Susan Møller Rasmussen og kunstfotograf Trine Søndergaard kommer med inspirerende oplæg til den fælles dialog. Der vil blive serveret et lille traktement til 50 kr.
Tilmelding til kirkekontoret på: 3828 2505.

Superheltefilm for hele familien
Instruktør Ask Hasselbalch kommer søndag den 26. november, kl. 14 til Bellahøj Kirke og viser familiefilmen Antboy 3. Han vil også fortælle om optagelserne og svare på spørgsmål. Filmen handler om Pelle, som nyder sommeren med kæresten Ida, men som tvinges ud i det ultimative opgør som superhelten Antboy, da hans tidligere fjende, Albert Gæmelkrå, (spillet af Nicholas Bro), er gået i alliance med Alicia Dufort (spillet af Paprika Steen). Efter filmen bydes på boller og kakao. Deltagelse er gratis, og man skal ikke tilmelde sig.

Julegudstjeneste for de mindste
Torsdag den 23. november, kl. 10-12 afholdes julegudstjeneste i Husum Kirke for de allermindste og babysalmesangsholdet rundes af. Ved musikpædagog Kirsten Thorup og sognepræst Iben Hornshøj Sørensen. Babysalmesang er for børn på 0-9 mdr. og deres forældre. Børnene stimuleres gennem sang, musik og bevægelse, og det samme gør nærværet mellem forældre og baby. Deltagelse er gratis, og nyt hold starter torsdag den 4. januar 2018. Tilmelding på kirkeinfo.husum@gmail.com.

Klavermusik i Husum Kirke
Der er klavermusik på programmet i Husum Kirke torsdag den 23. november, kl. 19. To klaverer og fire hænder der tilhører pianisterne Uffe Fløng og Frank Jarlsfelt giver publikum en spændende musikalsk oplevelse, når de på to klaverer sætter tonerne op mod hinanden. Fri entré.

På rejse til dr. Livingstone
Fredag den 24. november, kl. 14-16 inviterer Husumvold Kirke til foredrag, sang og musik om en af de største berømtheder i slutningen af det 19. århundrede, nemlig David Livingstone (1813-1873), og om hans opdagelser af Lake Victoria, Malawi Sø og Nilens udspring. Sognepræst Troels Bering inviterer med på rejsen. Der startes med en kort andagt i kirkerummet kl. 14. Undervejs i foredraget er der tid til både kaffe, kage og snak.

Julehjælp fra kirkerne i Husum
Der kan nu søges om julehjælp ved Husum Sogns Menighedspleje hovedsageligt til enlige forsørgere med mindre børn. Ansøgningsskema findes i kirkekontoret på Husum Kirke og afleveres i menighedsplejens postkasse senest den 8. december, kl. 12. Julehjælpen uddeles fredag den 15. december. Der kan også hos Husumvold Sogns Menighedspleje søges om julehjælp til enlige forsørgere med små børn. Ansøgning om julehjælp skal rettes skriftligt til præsterne ved Husumvold Kirke. Ansøgningsfristen er mandag den 4. december. Julehjælpen kan afhentes på kirkens kontor fra mandag den 11. december.

Gudstjenester uge 46

Bellahøj Kirke
Frederikssundsvej 125
Torsdag 23/11, kl. 19:
Konfirmationsgudstjeneste v/ Peter Møller Jensen og Marija Iversen
Lørdag 25/11, kl. 16:
Lørdagshøjmesse
v/ Louise Miskow

Brønshøj Kirke
Brønshøj Kirkevej 8
Søndag 26/11, kl. 8.30:
Morgengudstjeneste
v / Peter Nejsum
Søndag 26/11, kl. 10:
Højmesse
v/ Maria Jørgensen

Husum Kirke
Korsager Allé 14
Søndag 26/11, kl. 10.30:
Højmesse
v/ Nikolaj Hartung Kjærby

Husumvold Kirke
Gadelandet 25
Søndag 26/11, kl. 10:
Højmesse
v/ Line Bjørn Hansen

Tingbjerg Kirke
Langhusvej 1
Torsdag 30/11, kl. 17:
Familiegudstjeneste
v/ Mette Basbøll

Mørkhøj Kirke
Mørkhøjvej 177
Søndag 26/11, kl. 10.30:
Højmesse
v/ Ib Ehlers Jørgensen

Sankt Antoni Kirke
(Katolsk)
Frederikssundsvej 225
Søndag 26/11, kl. 11:
Højmesse
Søndag 26/11, kl. 18:
Højmesse på polsk

Haraldskirken
Høje Gladsaxe Torv 3
Søndag 26/11, kl. 10:
Højmesse v/ Finn Kyllesbech

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top