Julebazar i Pilegården
JULEBAZAR.jpg
Foto: Susse Volander
Flotte strikkede sjaler og bluser, kunst, pynt, nips, genbrugsworkshops og underholdning for store og små. Det er blot noget af det, som du kan indlede jagten på til Pilegårdens julebazar

Det kreative julemarked for hele familien har åbent i weekenden d. 18. & 19. november kl. 11-16.

Er du vild med flotte, håndlavede sager, lidt hjemmestrik til den kolde vinter, eller en finurlig ekstra julegave? Så er der gode chancer for et scoop i Pilegården. Kulturhuset kommer til at bugne af nips, keramik, julepynt og kreative julegaver, som man ikke lige opstøver i en almindelig butik, når bydelens kreative folk samles og sælger lidt ud af deres kreationer.

Fællesnævneren er at folkene bag boderne selv har kreeret det, som de sælger og til priser, som er overkommelige.

Underholdning for store og små
Både lørdag og søndag er der genbrug på den kreative måde, når den lokale kunstner Susse Volander inviterer børnene indenfor i sin work-shop. Genbrugsmaterialerne ligger klar på bordene, og har du set Shanes Verden, så ved du præcis, hvad det handler om. Der skal klippes, klistres, limes, snakkes, grines, hygges og bygges.

Man dropper bare forbi – ingen tilmelding er nødvendig. Der er åbent begge dage kl. 12-15.
For de voksne er der koncert med Nygaard Madsen Kvartet, som kigger forbi caféen lørdag kl. 13 og serverer et miks af kendte jazzstandarder, ballader, afdæmpet latin og swing, der går lige i blodet. Om søndagen underholder Visens Venner Brønshøj med hyggelige danske viser.

Har man lyst til at springe på en bod i sidste øjeblik, så koster de 300 kr. og købes på Pilegårdens hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top