Pigespejdere på makkermarch
grønne-pigespejder.jpg
Udfordringen krævede samarbejde, kommunikation og koordination. Foto: Privat
2 hoveder, 4 arme og 3 ben – og hver sin mening om hvilken vej man skal om vandpytten

At vandre 5 km kan for en 6 årig lyde som en udfordring i sig selv, men De Grønne Pigespejdere fra Bellahøj blev på deres november-weekenden udfordret yderligere.

De 5 km skulle foregå to og to bundet sammen, ikke et hvilket som helst sted, nej sammenbundet ved fødderne. Der blev talt 1-2-1-2 og sagt mange sjove ord for at gå i takt ”dyt, dyt” eller ”ben, ben, ben” – hvilket ben der var tale om, det var vist kun for de indviede.

Humøret var højt og både sange og ordlege blev brugt for at holde gejsten. Det var udfordrende at blive enige om længden på skridt og hvilken vej man skulle gå uden om hestepærerne – og der var da også nogle piger som måtte en tur ned på jorden.

Men de var hurtigt oppe igen. Målet var ikke at komme først, men at gennemføre turen på under 3 timer. Alle nåede i mål indenfor tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top