Annonce
Traditionen holdes i hævd
Lucia-Bellahøj-03-50-17.jpg
Foto: Kaj Bonne
Det var både piger og drenge fra de fire 2. klasser, der traditionen tro gik i Lucia-optog den 13. december på Bellahøj Skole

Optoget startede på gangene på 1. sal for til sidst at slutte i aulaen med julesalmen ”Et barn er født i Betlehem” og den nyere julesang ”Søren Banjomus”.

Mange af skolens øvrige elever, forældre og ansatte var med til det stemningsfulde arrangement, hvor alle i optoget gik med levende lys, mens de sang den kendte Santa Lucia sang, der indledes med ”Nu bæres lyset frem stolt på din krone”. Melodien er en traditionel napolitansk vise.

Sangteksten i luciasangen handler ikke meget om den historiske Lucia, men læner sig op af den svenske lucia-tradition. Her bærer luciabruden mad ind til dem, der særligt trænger til det. Derfor synger man om at bære lys og hilse vennerne med sang på luciadag.

Den danske version af luciasangen spiller desuden på lys-symbolikken, som også afspejles i hendes navn, der menes at komme af det latinske ord lux, som betyder lys.

Den historiske Lucia blev født i det 3. århundrede på Sicilien og led som kristen jomfru martyrdøden den 13. december 304. Inden sin død fik hun, ifølge myten, stukket sine øjne ud, og er i den katolske verden skytshelgen for de blinde.

Brønshøj-Husum Avis ønsker sine læsere, annoncører og samarbejdspartnere en god jul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top