Annonce
Charmør med hurtige ben
albert-danmark-har-talent.jpg

Celina og Albert har via selvdisciplin og flid danset sig til at blive Danmarks og sjællandsmestre i dans. De er begge fra dansefamilier, hvor enten mor, far eller søskende også danser. Foto: TV2/presse.
Så du med da Albert Peter Ørkild Mud fra Brønshøj dansede sig ind i hjerterne på dommerne i ”Danmark har talent” i lørdags?

Selvom Albert og hans otte-årige dansepartner Celina Isabel Egstrand splittede dommerpanelet og ikke gik videre i showet, så får det kun den charmerende danser til at kæmpe endnu mere.

-Jeg danser 3-4 gange om ugen, men oftere op til stævner. Jeg går til holdtræning tirsdag og torsdag hos Bendixen Dans, og Celinas mor, Charlotte Van Hauen, giver os enetræning om lørdagen og nogen gange om søndagen, fortæller Albert, der var til sjællandsmesterskaber i Latin, da Tv2 fik øje på parret og bad dem deltage i audition.

-Vi havde nok ikke selv fundet på at stille op, hvis vi ikke var blevet spurgt, men jeg kan godt lide at gå ind på dansegulvet og høre musikken spille og så fyre den af. Når jeg begynder at danse, bliver jeg i godt humør, og mine ben begynder at flytte sig rigtig meget i takt til musikken.

– Jeg elsker at danse til et godt musiknummer, jeg kan dog bedst lide Latin dansene, som Cha Cha Cha og Jive, her er musikken hurtig og rytmerne gode, fortæller den 7-årige skoleelev på Bellahøj Skole.

Albert har rigtig meget opbakning hjemmefra og kommer fra en danseglad familie.

-Min familie synes, det er rigtig sejt at jeg stiller op til Danmark har talent. Det var godt de var med til audition, for der var jeg ret nervøs. Det var også dejligt, at jeg havde min partner, Celina, med da vi skulle ind på scenen – ellers kunne jeg ikke have gjort det, fastslår Albert og tilføjer at drømmen om at vinde og stå øverst på skamlen også er noget, der driver ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top