Flere almene boliger er afgørende for Københavns udvikling
Af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) I den seneste udgave af BHA bragte I et debatindlæg stilet til Ninna Hedeager Olsen. Herunder finder I svar fra borgmesteren. Uligheden i København er til at få øje på. Nær Nyhavn triller Teslaer forbi i en lind strøm, mens udsatte københavnere stuves sammen i almene boligområder, […]

Af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

I den seneste udgave af BHA bragte I et debatindlæg stilet til Ninna Hedeager Olsen. Herunder finder I svar fra borgmesteren.

Uligheden i København er til at få øje på. Nær Nyhavn triller Teslaer forbi i en lind strøm, mens udsatte københavnere stuves sammen i almene boligområder, ofte i udkanten af byen. Her er indtægterne lave, færre har eller tager en uddannelse, og levetiden er forkortet væsentligt sammenlignet med resten af byen.

Det gælder blandt andet for Brønshøj og Husum, som Barbara Cros nævner det i her i avisen i forrige uge. En af årsagerne er, at der mangler virkelig mange almene boliger i store dele af København. Desværre spænder Folketingets flertal ben for, at kommunen kan hjælpe borgere uden bolig med at få tag over hovedet andre steder end i alment byggeri, fordi kommunen ikke må anvise til andre boligformer. Derfor opstår rigmandsghettoer i kvarterer uden almene boliger, mens andre dele af byen bliver hårdt ramt af fattigdom.

Enhedslisten kæmper for, at kommunen kan stille krav om flere almene boliger, når der skal bygges nyt. Indtil videre har Folketinget givet grønt lys for, at kommunen kan kræve 25 pct. almene boliger i nybyggerier, som kræver nye lokalplaner. Det er et skridt i den rigtige retning, men langt fra nok.

Det er nødvendigt, at vi skaber blandede byområder, så København ikke deles endnu mere op i rig og fattig. Vi har ikke til fulde set effekten af kravet endnu, men jeg tror på, at de nye almene boliger kan være med til at gøre en forskel.

Står det til mig, skal dette krav om almene boliger øges i fremtiden. Dermed kan borgere uden guld på kistebunden også få mulighed for at bosætte sig i attraktive byområder, hvor der ellers kun vil være plads til rigmænd. Det skaber mangfoldighed i byen til gavn for alle.

Samtidig letter kommunen på den måde presset på de boligområder, som allerede har løftet et stort socialt ansvaret gennem mange år – heriblandt Tingbjerg og Gadelandet. Vi københavnerne har et fælles ansvar for at skabe en bedre balance i de udsatte byområder.

Derudover skal der laves om i den nuværende kommuneplan, og det har Enhedslisten længe kæmpet for. Den gør det nemlig besværligt at lave helt små basisboliger uden at skulle bygge store lejligheder samtidig, som almindelige mennesker sjældent har råd til.

Ydermere ønsker jeg mulighed for, at kommunen får lov til at anvise til private lejemål. Det kræver dog, at Christiansborg ændrer på lovgivningen. Med den slags værktøjer vil vi få en mere lige by, hvor det ikke er de hårdest belastede bydele, der skal tage den tungeste del af slæbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top