Forurening af indeklima fra brændeovne
COLOURBOX2878600.jpg
Varme og hygge - og måske forurening med partikler. Foto: colourbox
Nye målinger viser, at bydelens brændeovne også kan bidrage til indeklimaforurening med skadelige partikler. Resultaterne præsenteres på et borgermøde den 24. januar

Det er ikke kun udeluften i Brønshøj-Husum, der kan være forurenet af bydelens brændeovne. Nye indeklimamålinger i bydelen foretaget i 14 villaer med brændeovne viser, at både helt nye og ældre brændeovne også kan bidrage til forurening af luften i stuen med skadelige partikler.

Målingerne er foretaget i villaer på blandt andet Sparresholmvej, Tølløsevej, Bækkeskovvej, Stenløsevej og Dyssevænget.

– I godt halvdelen af villaerne fik brændeovnene forureningen til at stige til mindst det tidobbelte. I to villaer steg forureningen 30-40 gange og nåede meget højere niveauer end H.C. Andersens Boulevard i myldretiden. Brændeovne kan derved være en væsentlig kilde til den forurening, vi indånder, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver for Det Økologiske Råd.

Han påpeger dog, at stearinlys, rygning og mados kan forurene indeklimaet til endnu højere niveauer. Men til forskel er de færreste opmærksomme på, at også deres brændeovne kan forurene indeklimaet og ikke kun udeluften. Endelig understreger han, at det i nogle enkelte brændeovne var muligt at fyre uden nævneværdig indeklimaforurening sandsynligvis grundet et rigtig godt træk i skorstenen.

Stor lokal interesse
De 14 villaer, hvor indeklimamålingerne er udført, er sket via en større udvælgelse fra lokaludvalgets borgerpanel, hvor over 1.732 borgere deltog. Heraf havde godt to tredjedele brændeovn og halvdelen bruger brændeovnen flere gange om ugen om vinteren, og omkring 37 procent af de adspurgte føler sig generet af brænderøg.

Ca. 400 borgere ønskede at deltage i indeklimamålingerne, hvoraf 50 oplyste detaljer om brændeovn, skorsten og kontaktinformationer. Heraf blev 14 deltagere udvalgt til målinger, så målingerne både afspejlede nye og ældre ovne og skorstene samt forskellige typer ovne.

– Jeg er rigtig glad for det store antal besvarelser og den store interesse for målingerne. Det viser, at borgerpanelet giver en god bred dialog med borgerne, og at indeklimaforurening er noget, der virkelig interesserer borgerne, siger Michael Hoff, formand for Lokaludvalgets miljøudvalg.

Bydelen er ”hot-spot”
Ifølge Det Økologiske Råd er det let at minimere forureningen af indeklimaet og udeluften. – Man skal bruge batterilys frem for stearinlys, kraftig emhætte og droppe rygning og brændefyring. Selv en ny miljømærket brændeovn under optimal fyring udleder nemlig 100 gange flere partikler end fjernvarmen pr. MWh, siger Kåre Press-Kristensen.

Indeklimamålingerne er iværksat af Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Baggrunden er en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet om luftforureningen i København, der viser, at Brønshøj-Husum er en ”hot-spot” for forureningen fra brændeovne i København. Målingerne præsenteres på et lokalt borgermøde den 24. januar.

Mere information om borgermødet findes på www.2700lokaludvalg.dk. Af hensyn til forplejning er tilmelding ønskelig til: 2700lokaludvalg@okf.kk.dk – men ikke nødvendig.


Eksempel på indeforurening i en villa i Brønshøj. Med rød pil er vist tidspunkt for optænding. Men blå pile er vist, hvornår der lægges træ i ovnen. Illustration: Det Økologiske Råd

3 kommentarer om “Forurening af indeklima fra brændeovne”

  1. Kamma Skov siger:

    Tak til Erik Fisker for den fine artikel og til lokaludvalget for at bryde mange års tavshed om problemet!

    Med venlig hilsen
    Kamma Skov

  2. godt initiativ, der viser ansvarlighed

  3. Christian Rosberg siger:

    Jeg synes den undersøgte problemstilling er yderst interessant, men jeg savner en bedre redegørelse for den anvendte metode og fortolkningen af resultaterne, og dette vækker min skepsis. Læseren har ikke en chance for at vurdere, om der er tale om god videnskab eller manipulation.
    Man kunne alternativt bygge sine konklusioner på grundlag af anerkendt forskning, men her er problemet måske, at der ikke er så meget entydig viden på området?
    Lokalavisen står for mig ikke som en naturlig udgiver af og garant for tekniske forskningsresultater. Så hvor regner man i øvrigt med at publicere resultaterne af disse forsøg..? Hvis det videnskabelige samfund kan anerkende metode og resultater, så lad os diskutere konsekvenserne for lokalpolitikkeni bydelen! Men først skal der beviselig saglighed på bordet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top