Annonce
Godt nytår fra Efterslægten
katten-og-fuglen.jpg
Kunstneren Arne Haugen Møller har malet Katten Og Fuglen, som pryder loftet i Efterslægtens aula. Maleriet er doneret af A.P. møller og Chastine Mc-Kinney Møllers Fond. Foto: Privat
Her hvor et nyt år tager sin begyndelse, er det anledning til både et tilbageblik på året, der gik, og et kig ind i året, der kommer.

Året der gik
2017 har været et rigtig godt år på Efterslægten med mange flotte resultater og spændende udfordringer, som har krævet en meget stor indsats af alle medarbejdere. Det skal lyde en varm tak her fra rektorkontoret, for nu kan vi høste resultaterne af det store arbejde.

Det er lykkedes at søsætte en ny tilrettelæggelse af hf-uddannelsen for hele 10 klasser – den største årgang nogensinde. De har nu afsluttet det første af i alt 4 semestre og fået deres første eksamen i hus, og jeg kan godt afsløre, at de har klaret sig over al forventning, så det lover godt for deres fortsatte uddannelsesforløb.

Alle klasser er også godt i gang med at planlægge deres studietur til spændende rejsemål, som med garanti vil udvide deres horisont og give perspektiv på fagene i den daglige undervisning.

Årets 265 studenter fra Efterslægten har fået et særdeles flot eksamensresultat (7,1), der ligger meget langt over landsgennemsnittet (6,0), og Undervisningsministeriets statistikker viser da også, at Efterslægtens eksamensresultater ligger markant højere end forventet med udgangspunkt i studenternes baggrund. Vi er naturligvis meget stolte af endnu engang at kunne dokumentere, at det gør en stor forskel at få sin hf-eksamen på Efterslægten.

Gennem se seneste år har vores fysiske rammer undergået store forandringer. Vi har fået en fantastisk idrætshal med dansesal og fitnessfaciliteter, en spændende studiesal med bibliotek og arbejdspladser til kursisterne, mange nye moderne undervisningslokaler, et meget attraktivt udemiljø med kunstgræsbane og et uforligneligt kunstværk i verdensklasse af kunstneren FOS – nu udråbt til hans hovedværk.

I 2017 kunne vi så føje endnu et kunstværk til Efterslægtens studiemiljø – et plafondmaleri af den verdensberømte kunstner Arne Haugen Sørensen. Maleriet er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og hænger i loftet foran vores aula. Vi sætter stor pris på vores kunstværker. Kunst er et vigtigt aspekt af almendannelsen.

For mødet med kunst åbner nye rum for refleksion ved at gribe ind i virkeligheden og udfordre og måske provokere os til at nuancere vores verdensbillede. Kunst kan give os nogle meget værdifulde oplevelser og dybe erkendelser. Og så er det også en stor glæde for os at berige vores lokalområde med disse kunstoplevelser.

Året der kommer – vi løfter sløret den 15. januar 2018 kl. 19
På baggrund af den massive søgning til hf-uddannelsen på Efterslægten udvider vi vores kapacitet til at rumme 11 nye klasser til sommer. Vi forventer fortsat stor søgning til vores særlige interesseklasser, som man kan høre mere om, når vi åbner dørene mandag den 15. januar 2018 kl. 19 til vores informationsaften.

Hf giver nu også mulighed for optagelse direkte fra 9. klasse, så vi håber at rigtig mange modne og målrettede unge og deres forældre vil lægge vejen forbi Efterslægten og høre om vores uddannelsestilbud, opleve vores studiemiljø, møde vores dygtige kursister og få en snak med lærere, studievejledere og rektor.

Efterslægten ønsker alle et godt og lykkebringende nytår 2018!

Anne Frausing, rektor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top