Annonce
Nytårskur for hjemløse på Københavns Rådhus
HJEMLØSE-PÅ.jpg
En af gæsterne havde taget sin høne med ind og hilse på Frank Jensen. Foto: Presse.
Overborgmester Frank Jensen bød mandag den 15. januar Københavns mest udsatte borgere indenfor på rådhuset til nytårskur for hjemløse

Rådhuspandekager med kaffe, taler og sang. Rådhusets smukke Magistratssal dannede ramme om nytårskuren for hjemløse, som blev afholdt for syvende gang.
-Nytårskuren er blevet en god tradition, hvor Københavns hjemløse inviteres ind på Rådhuset. København er blandt verdens allerbedste byer at bo i, men vi må ikke overse de mennesker, som stadig har det svært. Med nytårskuren får jeg og nogle af de øvrige borgerrepræsentanter mulighed for at hilse på de hjemløse og drøfte deres problemer – det er jeg glad for, sagde overborgmester Frank Jensen.
De hjemløses landsorganisation SAND bakker op om nytårskuren, og glæder sig over, at de hjemløse igen i år inviteres på rådhuspandekager på Rådhuset.
-Jeg synes, at det er meget positivt, at vi holder fast i traditionen med nytårskuren på Rådhuset, som de hjemløse er meget glade for. Her får vi hilst på nye og gamle venner samtidig med, at vi bringer de hjemløse og politikerne tættere på hinanden. Nytårskuren er en god lejlighed til at drøfte de hjemløses hverdag og udfordringer med overborgmesteren, sagde formanden for SAND Hovedstaden Ole B. Larsen

– En ny kortlægning af hjemløshed fra SFI viser, at der på landsplan er sket en stigning i antallet af hjemløse på otte procent sammenlignet med 2015. I København er tallet faldet med fem procent til 1.482 hjemløse i 2017.

– Udviklingen i antallet af unge hjemløse er også anderledes i København i forhold til de øvrige kommuner. Hele landet oplevede en stigning fra 2015 – 2017, men i København er antallet af unge hjemløse faldet fra 202 i 2015 til 184 i 2017. Et fald på ni procent.

– København Kommune har flere initiativer i gang for at skabe bedre forhold for byens hjemløse og nedbringe antallet af hjemløse borgere. Kommunen arbejder efter ”Housing First”-tilgangen, som bygger på en permanent boligløsning kombineret med personlig og fleksibel bostøtte. Et af de kommunale bostøtte-initiativer er den evidensbaserede metode CTI (Critical Time Intervention), hvor den hjemløse får tilknyttet en bostøtte-medarbejder, som hjælper med den svære overgang fra livet i hjemløshed til livet i egen bolig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top