Annonce
Hvad er ”godt”…i relation til byggeri ?
I sidste uge havde avisen en lille reportage om den fremvoksende mini-by på toppen af Bellahøj.

Af Lars Nørgaard Andersen, Bækkeskovvej 53,

I sidste uge havde avisen en lille reportage om den fremvoksende mini-by på toppen af Bellahøj.

Efter min mening er det en skændsel at man har givet lov til så tæt og massiv en udnyttelse af den ret lille grund. Desværre er det en tendens vi har set byen over de senere år: klods en masse lejligheder op, tæt på hinanden og uden grønne områder mellem de enkelte blokke(…der som regel også er utilstedeligt høje) – det man lidt floromvundet kalder ”fortætning”.

Jeg tror det var et udtryk Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam opfandt i deres regeringstid på Rådhuset, og det er fx også møntet på Bystævneparken i udkanten af Husum, hvor flere(…misligholdte) blokke skal rives – og mange flere m2 skal opføres uden de grønne omgivelser der er nu.

Ofte har såkaldt ansvarlige politikere på Rådhuset fablet om de 10.000 personer der skal(?) skaffes boliger til hvert år for tiden i København. Dette tal er dog blevet pillet fra hinanden og viser sig også at indeholde børnene af de ca. 1.000 personer det reelt handler om. Det ville klæde politikerne at tænke over hvad de borgere der bor i byen pt mon ønsker sig for en by…

Det behøver Ikke nødvendigvis at være en by med multi-mange flere indbyggere der kun vil bidrage til endnu mere trængsel over/under jorden, og rovdrift på åbne områder. De heldigvis stadig kun luftige tanker om at rive Palads-biorgrafen ned, lukke banegraven og bygge vildt og stort på området, skal ses i sammenhæng med denne ”fortætningssyge”. Forhåbentlig kan de pågældende politikere bringes til eftertanke – og fornuft…(?)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top