Annonce
Mit livs udfordring
silas-holst1.jpg

-Afrikanerene bliver faktisk mere nedgjorte end mormonerne. Men i virkeligheden ryger alle ned i gryden og får en ordentlig omgang, fortæller Silas Holst. Foto: Miklos Szabo

-Afrikanerne bliver faktisk mere nedgjorte end mormonerne. Men i virkeligheden ryger alle ned i gryden og får en ordentlig omgang, fortæller Silas Holst. Foto: Miklos Szabo
Egentlig har Silas Holst sunget hele sit liv, men det var ikke godt nok til at komme i betragtning til rollen som Ældre Price i Det Ny Teaters opsætning af Broadway Musicalen ”The Book Of Mormon”

Da Silas Holst blev ringet op fra Det Ny Teater for at høre, om han havde lyst til at komme til audition på ”The Book Of Mormon” var det ikke mindre end en drømmerolle, som blev præsenteret for ham. Han havde set den kontroversielle musical i New York fem år tidligere og var allerede der blevet forelsket.

-Jeg gik til audition og sang helt forfærdeligt. Jeg bad om at få en ny chance, men det lød heller ikke rigtig godt. Jeg kunne slet ikke ramme de høje toner, indrømmer Silas Holst.

Sangundervisning
Men instruktør Casper Holten troede på Silas, så hvis han bare ville indvillige i at tage intensiv sangundervisning i et år, så havde han en god chance.

-Jeg skulle lære at synge helt forfra. Jeg har aldrig gået til sang og det er jo heller ikke det, der har været min spidskompetence, fortæller Silas Holst, der lagde både smøger og alkohol på hylden for helt at hellige sig rollen.

Og selvom den 34-årige Silas Holst har en del musicals på sit cv, så har han ikke helt kunne køre på samme rutine.

-Det har uden tvivl være den største udfordring i mit liv. Mit sikkerhedsnet har været helt væk. Jeg plejer jo at danse, og da der ikke er så meget dans i ”The Book Of Mormon”, så er det sangen, der har skullet bære det hele. Jeg har ikke kunnet charme mig til tingene og det har været noget af en udvikling at gå igennem, fortæller Silas Holst og tilføjer: ”Jeg har aldrig før været så godt forberedt til en rolle, som jeg er med Ældste Price.

Udholdenhed
Det har været et hårdt år for den 34-årige Silas Holst, der før jul proklamerede at han skulle skilles fra ægtemanden Johannes Nymark. Forinden var han sammen med sin regnbuefamilie blevet far til sønnen Bob Jones. Sammen med Louise Mahenkopf har han også datteren Maggie My og bor i Britt Bendixensens gamle villa i Husum.

Men selvom 2017 har været spækket med udfordringer, så er han stolt over at han holdt ud.

-Jeg har egentlig ikke så meget selvværd, så det er rart at blive bekræftet i, at jeg kan holde ved og overskride mine egne grænser., fortæller Silas Holst, der endnu ikke ved, om han bliver ved med at bo i villaen i Husum.

-Lige nu koncentrerer jeg mig om ”The Book Of Mormon” og så ser vi, hvad tiden bringer.

FAKTA
”The Book Of Mormon” er en grænseoverskridende og uanstændigt morsom musical – en respektløs og knivskarp satire over religion, kultursammenstød og musicalgenren. Skabt af ophavsmændene til South Park, Trey Parker og Matt Stone samt komponisten til sangene i Disneys Frost, Robert Lopez.
”The Book of Mormon” er en af teaterhistoriens mest prisvindende og bedst anmeldte musicals. Forestillingen har således bl.a. modtaget 9 Tony Award, herunder Tony Award for Best Musical og ligeledes Olivier Award for Best Musical of the Year. Af The New York Times udråbt til ”Dette Århundredes Bedste Musical”.
I ”The Book Of Mormon ”følger vi to unge missionærer fra Salt Lake City. De sendes til en fjern landsby i Uganda for at missionere og udbrede kendskabet til mormonernes hellige skrift Mormons Bog. Den ene missionær Price er en entusiastisk og stærkt troende ildsjæl. Hans makker Cunningham er en akavet men velmenende nørd, der tror, at deres destination vil være præcis som i The Lion King. Virkeligheden viser sig naturligvis at være ganske anderledes.
”The Book Of Mormon”spiller til den 19. maj.

Silas Holst og Carsten Svendsen bliver sammen sendt til Uganda for at missionere. Foto: Miklos Szabo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top