Annonce
Fokus på mobning
mobning.jpg
Foto: Colourbox
Hver 7. forælder oplever, at deres barn er blevet mobbet

En ny undersøgelse fra Børns Vilkår og TrygFonden, der med kampagnen #DeVoksnesAnsvar ønsker at rette skoler og forældres fokus på at forebygge mobning viser, at hver 4. forælder angiver, at mobning ikke har været et tema på deres forældremøder.

For alt for mange børn er tilråb, hån, grimme øgenavne og udelukkelse fra fællesskabet en del af hverdagen. Hver 7. forælder med børn i alderen 10-15 år har oplevet, at deres barn ’ofte’ eller ’en gang imellem’ er blevet mobbet i skolen. Bare halvdelen af alle forældre svarer, at deres børn aldrig er blevet mobbet. Det viser en undersøgelse, KANTAR Gallup har udført for Børns Vilkår og TrygFonden.

-Undersøgelsen bekræfter det, vi allerede ved fra bl.a. BørneTelefonen: Alt for mange børn i Danmark udsættes for mobning. For den enkelte kan mobning have store konsekvenser både nu og her, og på sigt påvirker det også hele klassen, hvis der ikke bliver taget hånd om problemerne, siger vicedirektør i Børns Vilkår, Helle Tilburg Johnsen.

Trivsel skal være tema hver gang
Skolen og forældrene spiller en afgørende rolle for at forebygge og stoppe mobning. Mobning opstår ikke på grund af enkelte børn. Børn er ikke onde. Mobning opstår i usunde fællesskaber. Sammen kan skolen og forældrene skabe sunde fællesskaber og stoppe mobning, før det sker. Imidlertid angiver hver fjerde forælder, at trivsel og mobning ikke har været et tema på skolernes forældremøder.

-Trivsel bør være et tema på hvert eneste forældremøde, for det er meget lettere at forebygge end at stoppe mobning. Med kampagnen #DeVoksnesAnsvar ønsker vi netop at rette fokus på, at børnene har brug for støtte til at bekæmpe mobning, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

VR-film og forældre, der tager ansvar
Sammen med kampagnen offentliggøres en virtual reality-film, der tager seerne med helt ind i klasserummet, hvor mobningen finder sted. Blandt klassekammerater og skoletasker oplever man mobning gennem et barns øjne, og på den måde skal filmen give en forståelse af, hvordan mobning føles og give lyst til at handle. Ved hjælp af et interaktivt dialogredskab, skræddersyet til et forældremøde, kan forældre aktivt involvere sig i kampen mod mobning.

-Gennem en række små film med dilemmaer kan man på forældremødet få talt om, hvordan man fx tackler udelukkelser på de sociale medier og hårdt sprog blandt børnene. Mobning gør ondt på hele klassen og skader fællesskabet og indlæringen, og når alt kommer til alt er den bedste kur mod mobning god trivsel i klassen. Vi håber derfor, at de konkrete redskaber kan være med til at styrke samarbejdet mellem skole og forældre, så vi kan komme mobning til livs, siger Helle Tilburg Johnsen.

FAKTA
Undersøgelsen er udført af KANTAR Gallup for Børns Vilkår og TrygFonden i perioden d. 17. – 29. januar 2018.
Undersøgelsen er baseret på webinterview med 682 repræsentativt udvalgte forældre til børn i skolealderen (10 – 15 år) landet over.
I undersøgelsen bliver forældrene bl.a. spurgt om, hvorvidt de oplever, at deres barn er eller har været udsat for mobning. På det spørgsmål svarer 2 pct. ”Ja, det sker ofte”, 12 pct. svarer ”Ja, det er sket nogen gange”, 33 pct. svarer ”Ja, det er sket sjældent”, 50 pct. svarer, at det aldrig er sket, og 2 pct. svarer ”Ved ikke”.
En fjerdedel af forældrene, 25 pct., svarer, at trivsel og mobning ikke har været et tema på et forældremøde, og 7 pct. svarer, at de ikke ved, om det har været et tema på et forældremøde.
Ifølge Undervisningsministeriets trivselsmåling fra skoleåret 2016/2017 angav gennemsnitligt 8,3 pct. af eleverne i 4.-9. klasse, at de ‘meget tit’, ‘tit’ eller ‘engang i mellem’ oplever at blive mobbet.

I 2017 var der 2.116 henvendelser til BørneTelefonen hos Børns Vilkår om mobning. På BørneTelefonen ses en tæt sammenhæng mellem mobning, ensomhed, selvskade og selvmordstanker.
Fra forskning ved vi, at mobning kan have store konsekvenser helt ind i voksenlivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top