Annonce
God generalprøve
Brønshøj besejrede Greve med 2-1. På lørdag starter nedrykningsspillet for 2. division

I lørdags blev Brønshøjs divisionsholds sidste træningskamp spillet, inden det går løs på lørdag. Vær i denne forbindelse meget opmærksom. Efter programmet skal Brønshøj tage imod Næsby den 17. marts kl. 15 i Tingbjerg, men i skrivende stund kan det ikke udelukkes, at kampen flyttes til Næsby, fordi Tingbjerg Idrætspark ikke kan bruges endnu. Hold dig orienteret – blandt andet på Brønshøj-Husum Avis’ hjemmeside.

Træningskampen mod Greve blev god generalprøve for Brønshøj, da det blev til en 2-1 sejr over divisionsrivalerne for Greve. Højrebacken Philip Rejnhold stod for begge mål.

Hvepsene satte sig på kampen fra start af, og kom godt over begge kanter. Desværre manglede den sidste aflevering kvalitet, og Greve kunne få ekspederet indlæggene væk.

Men efter 17 minutter fik Brønshøj udbytte af spilovertaget. Fra baglinjen trak Philip Rejnhold ind i banen, og med venstrebenet sendte han bolden over i det lange hjørne. 1-0 til Hvepsene.
Blot syv minutter senere skulle det også blive til 2-0, og igen var det Rejnhold, der fik bolden i kassen. Først havde han en friløber, som blev en halv aflevering, halv afslutning. Andreas Lissau samlede bolden op, og med et indlæg ind i det lille felt, kunne Rejnhold gøre det til 2-0 via skinnebenet.

Efter pausen foretog Brønshøj en række udskiftninger, der naturligt nok var med til at forstyrre flowet i spillet.

Med 20 minutter igen fik Greve reduceret. Bolden blev spillet ind til Christian Larsson, der stod fri på kanten af feltet, og her kunne han sparke bolden ind bag Kasper Vilfort til slutstillingen 2-1.

Alt i alt en rigtig god kamp af Michael Winters tropper, og der er i den grad grund til at være optimistisk i forhold til forårets kampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top