Annonce
Københavnerne er blevet mere stressede
Mere end hver fjerde københavner er stresset, det viser den nye sundhedsprofil for Region Hovedstaden, der lige er blevet offentliggjort. Det er en stigning på fire procentpoint siden undersøgelsen sidst blev lavet i 2013.

27 procent af københavnerne har et højt stressniveau. Det er en stigning på fire procent siden undersøgelsen sidst blev lavet i 2013.

-Vi må gøre noget ved den stigende stress i vores samfund, der rammer mere end hver fjerde. I København har vi længe haft stressklinikker, og jeg håber, at vi kan finde midler til et on-line stress-forløb, der kan hjælpe flere. Men vi må også se på den måde, som vi indretter samfundet på. Vi skal skabe plads til flere på arbejdsmarkedet, og vi skal gøre arbejdet mere fleksibelt, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Særligt de unge og kvinderne er hårdt ramt. Blandt kvinderne er det 31 procent, næsten hver tredje, der har et højt stress niveau, og 29 procent blandt de unge mellem 16 og 34 år. For mændene ligger tallet nede på 23 procent.

– Det rører mig også personligt, at kvinderne er så hårdt ramt. Det er ikke et ligevægtigt samfund, når så mange flere kvinder får stress i forhold til mænd. Disse tal er jo ikke de første der viser den tendens, men jeg håber, at det bliver de sidste. Vi skal gøre op med et samfund, som lægger så hårdt pres på kvinderne, siger Sisse Marie Welling.

Forskel på tværs af bydele
Brønshøj-Husum skiller sig ud ved, at borgerne ryger mindre og drikker mindre alkohol. Til gengæld spiser bydelens borgere mere usundt, bevæger sig mindre og vejer derfor også mere. Samtidig er borgerne i Brønshøj-Husum også mere stressede end gennemsnittet og sover dårligere.

-Sundhedsprofilen viser desværre fortsat, at der er store forskelle i sundheden imellem de forskellige bydele i København. Det er en forskel som jeg gerne vil gøre op med ved at målrette indsatsen og vores tilbud til de områder, der har de største udfordringer, siger Sisse Marie Welling.

Når det gælder om at være fysisk aktiv skiller København sig positivt ud i forhold til de øvrige kommuner i Region Hovedstaden. Flere københavnere går eller cykler til uddannelse eller arbejde, og færre er fysisk inaktive end i resten af hovedstadsregionen.

-Når vi indretter byen, så det bliver nemt at gå og cykle, så bruger københavnerne mulighederne i stor stil. Det er godt at se. Vi skal forsætte den udvikling, så endnu flere kan få bevægelse ind som en naturlig del af hverdagen, slutter Sisse Marie Welling.

FAKTA
24.500 københavnere har været med til at svare på spørgsmål om, hvordan de har det. Det er der kommet en rapport ud af, der handler om københavnernes sundhedsadfærd. Derudover er der blevet lavet en rapport om omfanget af kronisk sygdom, som primært er baseret på registerdata. Resultaterne i den regionale sundhedsprofil 2017 i Region Hovedstaden kan ses på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelses hjemmeside: www.fcfs.dk og for resten af landet kan resultaterne ses på: http://www.danskernessundhed.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top