Annonce
Brønshøj-Husum spejderne på Hogwarts
hogwarts1.jpg
Quidditch- turneringen blev vundet af Gryffindor kollegiet. Foto: Privat
I weekenden drog ca 90 spejdere i alderen 3-15 år fra Brønshøj-Husum Gruppe DDS afsted til troldmandsskolen Hogwarts. De var inviteret af selveste Albus Dumbledore, der ville undersøge, om det var muligt at udvikle magiske evner hos muggler-spejdere

Spejderne drog afsted med Hogwarts Ekspressen fra perron 9 3/4 ( Energicenter Voldparken) og ankom fredag aften til skolen, hvor de blev mødt af Albus Dumbledore og hans stab af professorer. Her blev spejderne fordelt på tværs af alder på skolens 4 kollegier ved hjælp af fordelingshatten.

Lørdag formiddag gik med at få troldmandsudstyret i orden. Der blev lavet hatte, kapper i kollegiefarver, tryllestave og koste. Efter frokost gik den egentlige troldmandsskole i gang med 6 lektioner, hvor spejderne skulle lære om eliksirer, botanik, magiske dyr, besværgelser, fremstilling af magisk slik og ikke mindst lære at flyve på koste forud for den traditionsrige Quidditch-turnering mellem kollegierne. Alle lektionerne foregik i deres kollegier med de ældste spejdere som kollegie-vejledere.

Efter lektionerne stod den på Quidditch, det blev til intense kampe mellem kollegierne og spejderne fik vist at de mestrede kunsten at flyve på koste og ikke mindst det temmelig komplicerede boldspil, som Quidditch er.

Efter et festmåltid, forberedt af skolens husalfer, troede spejderne det var sengetid. Men pludselig kom spøgelserne Peeves og Hulkende Hulda væltende ind i spisesalen og fortalte at en af professorerne, den overmodige Glitterik Smørhår, havde forvildet sig ind i den forbudte skov efter at en besværgelse havde givet bagslag. Spejderne måtte derfor ud og finde ham og redde ham. Det blev spejdernes hjemmelavede slik der fik bugt med den slemme besværgelse.

Søndag morgen ankom alle spejdernes forældre og søskende til Hogwarts og fik lov til også at prøve kræfter med lidt magi. Her blev det til lidt mere Quidditch og desuden spådom, magisk førstehjælp, forvandlinger, husalfernes velfærd og bekæmpe den magiske snerle. Weekenden sluttede af med kæmpe fællesbuffet af mad som forældrene medbragte.

– Det var en fantastisk weekend med engagerede og glade børn i alle aldre. For os ledere var det også en stor oplevelse at være 20 voksne afsted sammen, der dels planlagde og gennemførte aktiviteter som professorer, og derudover havde et fantastisk hold af ”husalfer” der stod for forplejning. Det er sjovt og skønt at være en del af sådan et fællesskab, hvor vi alle bidrager med det vi kan og supplerer hinanden i en sådan grad, at vi får skabt en magisk weekend for så mange af bydelens børn, fortæller medarrangør, minileder og med-gruppeleder Lea Laird Andersen.

Hagrid og professor McGonagall satte gang i udfordringerne.
Foto: Privat

Se mere om Brønshøj-Husum spejderne på facebook https://www.facebook.xm/husumspejder/ og hjemmeside:http://husum.spejder.dk.
Foto: Privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top