Annonce
”Erik den gode” springer ud i foråret
erik-poulsen-tropic-world.jpg
Vinteren har været hård og lang, så derfor har det været umuligt at få sat nye facadeskilte op, fortæller Erik, der regner med at det sker en af dagene. Foto: DB
Dåbsattesten siger 84 år, men det er ikke nogen hindring for Erik Poulsen, der netop har åbnet Tropic World på Frederikssundsvej 299

Der dufter af blomster i butikken, og i kælderen kan man høre fuglefløjt. Foråret er for alvor på vej og Erik Poulsen er i gang med at læsse en masse blomster og planter af sin lastbil. Han har været oppe kl. 05.00 for at tage på Grønttorvet for at handle. Det gør han to gange om ugen.

”Sig mig lige, hvordan holder du til det”??

-Jeg har det fint. Jeg bliver tjekket hos lægen hvert år, og min fysik er helt i orden, fastslår Erik, der egentlig havde lovet sin kone, at han skulle gå på pension, da han var 72 år.
-Jeg kan ikke sidde stille. Jeg skal have noget at rive i, og så elsker jeg at have noget med mennesker at gøre. Men jeg har lovet Maj-Britt, at det bliver den sidste forretning, fortæller Erik med et smil.

Erik Poulsen har været købmand hele livet. Som 12-årig avlede han kaniner, fik garvet skindet og satte sin mor og søster i gang med at sy huer af skindet. Under krigen klunsede han også. Han gik på lossepladser og fandt ting og sager, som han solgte videre.

-Min far var gartner, og han ville gerne, at jeg gik i hans fodspor. Men min mor var meget viljefast og holdt på, at jeg skulle være købmand. Hun havde nok set ret, fortæller Erik, der også er sikker på, at han havde valgt det samme fag, om han var ung og skulle vælge fag.

-Måske ville jeg så ikke have forretninger, jeg satsede på. Jeg ville nok vælge at blive sælger eller have agenturer, fortæller Erik, der har haft omkring 20 forretninger.

-Jeg stod i lære hos Uldall-Jessen i Brønshøj. Det var en meget fin købmandsforretning. Senere var det som købmand på Fælledvej og Gilleleje. Jeg har også haft Favør på Ruten i Tingbjerg, som jeg solgte i 1975. Derefter begyndte jeg at sælge drivhuse og haveborde, men om efteråret ville folk jo ikke købe den slags, så jeg indrettede kælderen med dyrehandel, fortæller Erik, der også har haft dyreforretningen Poppi Dyrecenter på Frederikssundsvej.

Nu er han i gang med et nyt forretningseventyr, sammen med sin kone Maj-Britt, og det er i de selv samme lokaler, hvor der i 1944 lå en Irma, hvor hans mor arbejdede.

– Folk kommer ofte og siger: ”Lever du endnu”? Så må jeg bare sige, at ukrudt forgår ikke så let. Jeg satser jo på, at jeg skal blive 114 år, fortæller en storsmilende Erik, der også går under navnet ”Erik den gode” .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top