Annonce
Mette kæmpede sig helt til tops
mette-bilde-1.jpg
De 20 minusgrader og en voldsom snestorm gjorde det svært for Mette og gruppen at nå toppen. Foto: Privat.
For nogle uger siden rejste Mette Bilde fra Brønshøj til Tanzania for at bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Læs hvordan det gik hende

Sol- og frostskaderne i ansigtet er på retur, men minderne fra vandreturen op ad Kilimanjaro vil til gengæld for altid være en del af Mette.
Netop hjemvendt fra sit livs rejse kigger hun tilbage på et personligt projekt, som lykkedes, men som samtidig blev langt mere strabadserende, end hun nogensinde havde forestillet sig; selvom det var et projekt hun havde planlagt det sidste år, bl.a. ved at have fokus på en sund livsstil, en masse træning og på at finde det helt rigtige vandreudstyr.
– Hele oplevelsen har simpelthen været så vild, og selvom jeg havde gjort mig mange tanker hjemmefra, har jeg på ingen måde vidst, hvad der ventede. Vi vandrede mellem seks og ni timer hver dag. Det var stejlt op ad bakke lige fra den første dag i regnskoven, og allerede på anden dagen var vi ude og klatre på nogle meget udfordrende passager. På dag tre var jeg helt udmattet, da jeg allerede fra start havde fået en voldsom forkølelse, der gjorde at jeg ikke kunne trækket vejret gennem næsen, hvilket påvirkede min nattesøvn.

Sammenhold
Heldigvis støttede gruppen hinanden på hele turen. Når der var nogle, der var presset, var der altid nogle andre, der havde overskud til at hjælpe.
– Det var helt fantastisk at opleve det sammenhold, der kom i gruppen, og se hvordan alle var opmærksomme på hinanden, siger Mette. Der var heldigvis også en der havde en næsespray med, jeg fik lov at bruge, hvilket gjorde at jeg fik sovet på den tredje nat og blev klar til fjerde-dagens udfordrende klatring op ad Barranco Wall.
Dog var strabadserne ikke slut. Specielt det sidste døgn af den ugelange vandretur, var udfordrende.
-Aftenen begyndte med et kæmpe tordenvejr, mens vi lå i teltene og forsøgte at hvile os inden topforsøget. På det tidspunkt var jeg sikker på at guiderne ville aflyse turen til toppen, men de kom og vækkede os kl. 22, så vi kunne få lidt mad og være klar til at gå afsted kl. 00. Tordenvejret blev efterfulgt af en voldsom snestorm og op til 20 minusgrader, hvilket gav mig og resten af gruppen dårlige forudsætninger for at nå toppen.
Heldigvis viste Mette at grundformen var i orden, efter et års træning op til turen.
-Dog havde jeg ikke hjemmefra kunne forberede mig på højderne og vejret. Jeg blev nødt til hele tiden at holde mig i gang for ikke at blive kold, og på et tidspunkt måtte jeg sætte et hurtigere tempo end de andre i gruppen, da jeg kunne mærke kulden i fingrene gennem mine tre par vanter. Det var en vildt hård tur, og jeg måtte undervejs sætte mig små delmål, der gjorde at jeg fik lidt ekstra energi til at fortsætte, husker Mette.

Ignorerede frosten
Det var dog ikke alle fra gruppen, som fandt kræfterne til at fortsætte. Mens Mette holdt snuden i sporet og fortsatte kursen mod toppen, måtte flere vende om og i stedet bevæge sig nedad.
– Da jeg nåede Stella point, som er det sidste punkt inden toppen, havde jeg en forventning om, at der stadig var tre timers gang tilbage, men da min guide fortalte mig, at det kun ville tage tre kvarter, at nå det sidste stykke, var det mentalt en utrolig lettelse. Jeg tankede hurtigt noget energi, og begav mig så afsted i den voldsomme snestorm, for at nå de sidste 139 højdemeter. Vinden var strid, og da jeg endelig nåede toppen, efter næsten ni timer, havde jeg is på øjenvipperne og mit yderste lag vanter, var frosset helt til is. Min guide måtte hjælpe mig med at få vanterne af, så jeg kunne få taget de obligatoriske billeder, fortæller Mette.

Træningen var en kæmpe fordel
På vej, blev Mette syg og hun havde lyst til at give op mange gange, men heldigvis vidste jeg at formen var på plads, hvilket gjorde at hun ikke var lige så fysisk udfordret som mange af de andre i gruppen.
-Det kom mig også til gode på vejen ned, da en i gruppen var blevet sneblind og måtte bæres ned af vores guider. Jeg løb 13 km ned af bjerget sammen med guiderne og bar både min egen og den sneblindes taske og havde overskud til at hjælpe med at sørge for energibarer og vand til min uheldige rejsemakker på vejen ned, siger Mette.

Læring i bagagen
Turen har været en kæmpe udfordring for alle i gruppen, som heldigvis alle er kommet hjem i god behold.
– Jeg er sikker på at alle i gruppen på et eller andet tidspunkt kom ud af deres komfortzone. Vi har alle en masse læringer i bagagen, som vi tager med hjem, og desuden har vi lært hinanden utrolig godt at kende efter blot at have tilbragt en uge sammen. Samtidig har det været en meget stor natur­op­levelse, at vandre igennem alle de forskellige klimazoner på Kilimanjaro. Det er helt sikkert en tur jeg aldrig vil glemme, fastslår Mette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top