Annonce
Stadion vandt drama
Stadion-vandt-drama.jpg
Træner Thomas Schou dirigerede ivrigt med tropperne. Foto: Christian Ove Carlsson
Var bagud hele kampen, indtil der manglede seks minutter

IF Stadions herrer vandt den første kamp i oprykningsspillet til 1. division i håndbold med 30-26 over Hjallerup IF med 30-26. Det lyder som om, at der var kontrol over det i søndagens kamp i EnergiCenter Voldparken Hallen. Men det var der slet ikke!

Blot to minutter og 40 sekunder før tid var stillingen 26-26, og Stadion havde på intet tidspunkt været i kontrol. Men så trådte Kasper Møller med to energimål og målmand Henrik Schlichter med et par superredninger i karakter, så man vandt de sidste 160 sekunder med 4-0 og kampen med 30-26.

– Det var ikke godt i de første 45 minutter. Vi havde en ”skæv” overtænding, hvor vi aldrig fandt rytmen. Der var også noget irritation og frustration. Da vi kom bagud med 13-9 i slutningen af 1. halvleg, var det lige før kæden hoppede af. Resten af kampen blev stress og jag for at hente dem. Det lykkedes, og det var jo det, vi gik efter, men smukt var det ikke. Det var til gengæld lidt for spændende, sagde en lettet Stadion-træner Thomas Schou.

Ved stillingen 9-10 diskede det meget usikre dommerpar med en tvivlsom udvisning til Stadions Magnus Djurhuus. Herefter kom Hjallerup foran med 13-9, og de holdt forspringet på fire mål (18-14) til otte minutter ind i 2. halvleg. Men Stadion fik kontakt ved 19-19, og seks minutter før tid bragte Danny Reinholdt for første gang i kampen Stadion foran med 25-24.

Der var god opbakning på tilskuerpladserne, og fansene sendte med stående ovationer held og lykke til spillerne, der skal til Give søndag aften. Stadion skal håbe på, at Give vinder midtugekampen mod Hjallerup, for så er Stadion sikker på at skulle spille en afgørende oprykningsdyst mod enten Frederikshavn eller HØJ (overbygning af Ølstykke HF og Jyllinge-Gundsømagle IF). Men lykkes det Hjallerup at vinde over Give, så kan Stadion med et nederlag i Give ende som sorteper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top