Annonce
At rejse er at lære
cambodia1.jpg
Det var undervisning på absolut gadeplan, da Efterslægtens World Aid-kursister mødte landsbybørnene fra Cambodia.
”Hvis I tror, at I skal redde verden, kan I godt tro om igen.” Det var den første besked 25 kursister fra HF-Centret Efterslægten, fik, da de tidligere på foråret ankom til Cambodia for at lave humanitært arbejde i fire uger

World Aid-klassen på Efterslægten er ikke bare en almindelig toårig HF-uddannelse, den indeholder også fire ugers humanitært arbejde i et tredjeverdensland. I år var målet Cambodia, i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

-Vi skulle ud at møde en masse mennesker, ud at give en hånd. Vi skulle se, hvordan man kan hjælpe på det lille plan. Rent praktisk var det at male en skole, lege med nogle børn og bygge nogle latriner i en lille landsby, fortæller 19-årige Asta Larsen Bynge.

-Ja, vi skulle lære noget om humanitært arbejde, supplerer Adam Holst Godkin og tilføjer: ”Vi har haft en masse undervisning om det i de sidste 1½ år, og så skulle vi ud i praksis i en virkelig fattig landsby. Altså, der var en grund til, at de ikke havde de der latriner, de var simpelt hen for fattige. De havde næsten ikke noget tøj på og havde udspilede maver, de var beskidte og havde vildt grimme tænder og sår i ansigtet, som vi hjalp med at rense.”

Fællesskab og anerkendelse
Det var til tider meget hårdt for kursisterne og det var meget hjerteskærende, men det satte også virkelig gang i mange ting.

-Jeg synes, vi fik en forståelse for, hvad der virkelig er vigtigt. Altså, at man ikke behøver at have en hel masse ting og et megastort hus. Det, som kunne gøre os allermest glade, var selvfølgelig børnene og det fællesskab, vi havde med dem. Det, at vi var en del af noget, at opleve noget, der var så langt væk fra det danske. Alt var så fremmed, og det var dejligt at få lov til at opleve, siger Asta.

-Ja, det var en vild følelsesmæssig rutsjebanetur, fastslår Adam. ”Det ene øjeblik leger vi med nogle børn, og både de og vi er helt oppe at køre, og så det næste øjeblik finder vi ud af, at den familie, vi arbejder for, drikker vandet fra en mudret sø. Voldsomt og underligt at skulle tage stilling til. Men også en vild følelse at være så langt væk hjemmefra og så kunne få mulighed for at lave sådan noget arbejde her.”

Asta lægger stor vægt på den gensidige anerkendelse i mødet med de fattige cambodianere. ”De mennesker, vi besøgte, ved godt, at Cambodia er et fattigt land, og de ved, at sådan nogle hvide mennesker som os har mange flere resurser. Men de føler også, at deres liv er noget værd, at vi kommer derned og siger: ’Vi har lyst til at være sammen med jer.’”

Ekstrem fattigdom
Oplevelsen af ekstrem fattigdom har sat sine spor hos både Asta og Adam. Det var for begge vildt at opleve absolut fattigdom. Ikke bare, at der var lidt for lidt – der var bare nærmest ingenting.

-En dag var vi ude at hakke jorden i en bagende hede. Heldigvis havde vi vandflasker med, og jeg hældte vand ud over mig selv, indtil jeg begyndte at tænke: ”De der børn, som render rundt hele dagen, hvor får de deres vand fra? Jeg har ikke set dem drikke vand én gang. Jeg fandt så ud af, at de fik deres vand fra en grumset sø, som køerne gik og drak fra. Dér kunne jeg mærke: Hov, det her er ekstremt.”

Kulturforskelle
Når man ser på mennesker, og vi kommer ind til kernen, så mener Asta, at vi er ens.

-Drengene i Cambodia sloges fuldstændig på samme måde, som jeg så det i min egen folkeskole. Så forskellige er vi altså bare ikke. Men der er store materielle forskelle, siger hun.

Adam er enig: ”Trods sprogforskellen kunne vi jo sagtens kommunikere. Man bruger bare sin krop i stedet for. Og så var de virkelig søde og flinke – og meget respektfulde. Vi oplevede for eksempel en lærer i en børnehaveklasse, som gerne ville lære noget af os. Jeg var med til at male et verdenskort på væggen, og læreren var vild med at spørge om de forskellige steder. Det, at en, der har mere autoritet end mig, også er villig til at lære noget af os, det var en stor oplevelse.”

Tilbage på Efterslægten efter en måneds humanitært arbejde konstaterer Asta Larsen Bynge (t.v.) og Adam Holst Godkin, at de har haft en oplevelse for livet som en del af deres HF-uddannelse.

Store og små problemer
Tilbage på Efterslægten efter oplevelsen og strabadserne i Cambodia, oplever både Asta og Adam, at turen har betydet meget for dem.

-De her mennesker har ikke særlig mange ting, men alligevel udstråler de en form for nærvær og glæde, fordi de kun tager udgangspunkt i det, der er, siger både Adam og Asta, og han fortsætter, ”herhjemme har vi så mange ting, vi skal forholde os til, og som vi tager for givet. Det var virkelig underligt at komme tilbage efter at have oplevet alt det her. Bare forskellen på problemer dernede og så herhjemme. Man ser mennesker, der ikke kan få mad, og som drikker vand fra en sø, og herhjemme er de største problemer, at nogen ikke kan få betalt deres frokostpause – lige meget hvor relevant den diskussion så også er.”

”Ja, alt dernede var så betydningsfuldt,” tilføjer Asta, ”og det gav os i hvert fald lyst til at gå hjem og elske hver enkelt lille ting i ens eget liv. Ikke nødvendigvis de store materielle goder, men mere kernen i, at der er et andet menneske her, og jeg er her.” ”Ja”, bryder Adam ind, ”Man begynder at tænke ’Hvad er meningen’ – der er børn, der sulter i Cambodia, så jeg kan ikke være i mig selv. Lige først var det vildt svært at distancere sig fra det.” ”Præcis,” siger Asta, ”man kan slet ikke sammenligne”.

Det har været rigtig svært for mange af kursisterne at komme tilbage igen og vænne sig til de normer og værdier, som hører med til at være hjemme. ”Men det har jo været en oplevelse for livet,” fastslår Adam. ”Vi har været steder, hvor vi aldrig nogen sinde ville være kommet hen, vi er blevet presset ud i ting – på en god måde. Tænk, hvis man havde vidst det hjemmefra? Nu var man bare nødt til at kaste sig ud i det trods rotter og gekkoer i soveværelset!”

Der er langt fra Bellahøj til Cambodias jungle, hvor kursister fra Efterslægtens World Aid-klasse lavede humanitært arbejde i fire uger.

At rejse er at lære
For Adam og Asta har turen til Cambodia betydet, at deres mål for fremtiden efter HF står klart.

-World Aid-klassen og den her tur har inspireret mig til, at jeg vil arbejde i udlandet, noget volontørarbejde og så måske med international development studies, når jeg skal i gang med min videregående uddannelse.” Asta er også sikker: ”Det har forstærket, at jeg skal have noget at gøre med kultur og mennesker. Det er menneskene, jeg har lyst til at beskæftige mig med. Så jeg har tænkt rigtig meget på antropologi eller kultur- og sprogmødestudier på RUC. Og så skal jeg rejse – det har jeg bare tænkt på lige siden, vi kom hjem.”

Hvad er World Aid-klassen?
World Aid-klassen på HF-Centret Efterslægten er på den ene side en helt normal, toårig HF-uddannelse. På den anden side appellerer den til modne kursister med interesse for humanitært arbejde. En studie- og arbejdstur til et 3. verdensland indgår som en del af undervisningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top