Annonce
Forårskoncert med Synkoperne
Tirsdag d. 22. maj kl. 19.30 hilser det lokale kor Synkoperne de lysere og varmere dage velkomne med deres traditionelle forårskoncert i Pilegårdens café

Synkoperne er et lokalt rytmisk kor med 25 sangglade mennesker fordelt på 4 stemmer. Koret er ledet af korleder Lise Rydstrøm, der startede det under Rytmisk Aftenskole tilbage i 1998. Til koret er også knyttet pianisten Mathias Sihvonen.

Selvom Synkoperne er et kor, der ler meget, og gerne ad sig selv, så de tager også deres musik alvorligt og gør sig umage. Repertoiret ligger på kanten af poprock, gospel, jazz og latin og koret har tidligere arbejdet med sange af navne som Eric Clapton, Lisa Ekdahl, Abba, Eddie Cooley og Pharrell Williams. Til aftenens koncert er der udvalgt sange af blandt andre Tommy Seebach og Mills Brothers, ligesom der er mulighed for at synge med på udvalgte fællessange.

Navnet ’Synkoperne’ er i øvrigt hentet fra musikkens verden, hvor en synkope betegner en tone, der kommer betonet mellem to taktslag. Synkoper – også kaldet lift – anvendes ofte i rytmisk musik og navnet er derfor særdeles betegnende for koret. Synkoperne holder 2-3 koncerter om året og forårskoncerten i Pilegården er en af de faste. Her kan publikum høre, hvilke sange der er blevet arbejdet intenst med i løbet af en masse af efterårets og vinterens mørkere aftentimer.

Synkoperne er et kor under Rytmisk Center. Koret øver hver tirsdag aften kl. 19-21:30 i Pilegården. Der er fri entré til koncerten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top