Annonce
Husum Boldklub er klar til at feste
Husm-var-oven-på.jpg
Husum var oven på i kampen mod CBS Sport. Foto: Christian Ove Carlsson.
Bussen til Dragør er fyldt med Bulldogs-supporters fra Husum Boldklub, der bare skal have et point for at rykke op i Københavnsserien

Det kan ikke gå galt. Men det troede de heller ikke i Brøndby. Husum Boldklub er efter en sejr i pinsen på 2-0 over CBS Sport så godt som klar til oprykning til Københavnsserien.

Der forestår et lille stykke arbejde, før champagnepropperne kan forlade flaskerne med et BUM. Husum er stadig placeret på en sikker førsteplads fire runder før slut, og da de to bedste hold rykker op, skal Husum kigge efter nr. 3 og nr. 4. Her ligger Dragør Boldklub og FC Udfordringen.

Husum kan med et nederlag på tre mål i Dragør (Husum vandt 2-0 hjemme i efteråret) ende som sorteper, hvis man også taber de sidste tre kampe.

Husum er dårligst indbyrdes mod FC Udfordringen og kan også blive overhalet af dem. Men, men, men… Med et forspring på 12 point skal Husum tabe de sidste fire kampe, mens Dragør og FC Udfordringen skal vinde deres sidste fire kampe.

Bare ét point i de sidste fire runder sender Husum tilbage i Københavnsserien.

På lørdag drager mange Bulldogs supporters til Amagers fiskerby nummer ét, Dragør. Busturen har været udsolgt i 14 dage. Det skal nok blive en fest på vej derud, og forhåbentlig også på vej hjem. Hvis man ikke er med på busturen, kan man selv tage til Dragør Boldklubs baner, hvor kampen starter kl. 13.

De mange tilskuere i Husumparken fik en intens fight mellem Husum Boldklub og CBS Sport. Foto: Christian Ove Carlsson.

FIX mangler lidt
I den anden ende af serie 1 er Boldklubben FIX endnu ikke helt klar til en ny sæson i serie 1. Efter 1-3 ude mod Østerbro IF kæmper man stadig for overlevelse. Der er kun en nedrykker, men heldigvis for FIX tabte de tre nærmeste konkurrenter også. Det betyder at FIX på 11. pladsen har 19 point, Vigerslev har 17, Rødovre 16 og Nørrebro United 14.

På lørdag kl. 13 i Gadelandet står FIX over for et vigtigt opgør, hvor en sejr over Boldklubben Rødovre på det nærmeste vil betyde, at man bliver oppe. For at være helt sikker skal FIX opnå mindst syv point i de sidste fire kampe – men mindre er formentlig rigeligt.

Boldklubben Stefan befinder sig i ”ingenmandsland” i serie 2. Efter en sejr på 3-2 over BF Sydhavnen har Stefan stadig en minimal mulighed for at komme i spil til en oprykningskamp til serie 1, men så skal resultaterne flaske sig samtidig med, at Stefan skal vinde sine sidste fire kampe. Man kan selv gøre noget af arbejdet ved at slå FK6K på Kløvermarken på fredag kl. 18.30 på Kløvermarken. FK6K har 40 point, Stefan har 36.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top