Annonce
Ny lægepraksis i Tingbjerg
Sundhedshus-Tingbjerg-02-21-18.jpg
Fra venstre lokaludvalgsformand Hans S. Christensen og lægerne Amneh Hawwa og Ruth Ertmann. Foto: Kaj Bonne
Tingbjerg har ikke haft en praktiserende læge i 3 år. I sidste uge blev en ny lægepraksis med to læger officielt indviet i Midtfløjene

Et stort lokalt ønske om praktiserende læger i Tingbjerg blev opfyldt, da en ny lægepraksis sidste tirsdag blev indviet med deltagelse af blandt andet sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling og formanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Hans S. Christensen.

Tingbjerg har været uden læge fra maj 2015 til den 1. april i år, og åbningen af den nye lægepraksis er et resultat af et tæt samarbejde mellem Københavns Kommune, boligselskabet fsb, Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation i København – samt ikke mindst Brønshøj-Husum Lokaludvalg, der gennem længere tid har presset på for at sikre borgerne i Tingbjerg en rimelig og nødvendig dækning med praktiserende læger.

Fokus på børns sundhed
De to nye læger er Ruth Ertmann og Amneh Hawwa, der har indrettet sig i de nyrenoverede lokaler på Midtfløjene 16 og i første omgang kan have 2.400 borgere tilknyttet deres praksis, hvor der også er tilknyttet jordemoder, sygeplejerske, socialrådgiver og tolk. I Tingbjerg bor omkring 5.000 borgere, hvoraf ca. 1.800 er børn.

Ruth Kirk Ertmann er også forsker og hendes hjerte banker for børns sundhed. At løfte sundheden i Tingbjerg kræver at systemerne kan snakke sammen og Ruth Kirk Ertmann ser særligt frem til tæt samarbejde med Københavns Kommune. – Jeg glæder mig til at få nogle faste kontakter i kommunen, så vi i fællesskab kan hjælpe patienterne, siger hun.

Som forsker på København Universitet beskæftiger Ruth Kirk Ertmann sig med gravides og børns sundhed. Hun har undersøgt, hvordan forældre håndterer deres syge børn. Hun har endvidere fulgt 1.500 mødre gennem deres graviditet og den første tid som mødre og undersøger aktuelt sammenhængen mellem smerter under graviditeten og depression efter graviditeten. Interessen for børns sundhed tager Ruth Kirk Ertmann med til Tingbjerg.

– En del af mit arbejde kommer til at handle om, sammen med forældrene, at lægge planer for hvordan de kan styrke deres børns sundhed. Hvis man ikke selv har været vant til at gå til forebyggende undersøgelser hos lægen, kan det være svært at se vigtigheden af, at ens børn gør det. Det skal vi have op at køre sammen med forældrene, siger Ruth Ertmann.

Fortsat pres for bedre lægedækning
– Det er dejligt at se at det er lykkedes at få etableret to lægepraksis’er her i Tingbjerg. Og også at vi får to kvindelige læger. Behovet har været stort og Lokaludvalget har derfor også gennem lang tid presset på over for Københavns kommune, Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation for at få etableret lægepraksis her, siger formanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Hans S. Christensen.

– Men nu er det lykkedes og det er vi taknemmelige for. Men som borgmester Sisse Welling rigtigt sagde, er hele Brønshøj- Husum et sårbart område når det gælder lægedækning, så vi vil presse på yderligere for at få en sikker og stabil lægedækning op at stå i hele bydelen. Og gerne med nogle egentlige lægehuse. Så regionen og kommunen får ikke fred for os, før det er lykkedes, tilføjer Hans S. Christensen.

Mange mødte op til den officielle indvielse af en lægepraksis i Tingbjerg. Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top