Annonce
Vi giver aldrig op
I skrivende stund (torsdag aften) vides ikke, hvordan det gik i kampen mod HIK i lørdags, men vi håber og tror på, at det lykkedes Brønshøj at hente alle tre point og holde sig over stregen. Sejren over Dalum sidste torsdag har nemlig gjort noget ved truppen, og der er en helt anden stemning.

Det var også tæt på alle tre point ude mod VSK Aarhus, men to udskiftninger i 1. halvleg pga. skader og en meget varm dag gjorde, at spillerne blev halvtrætte til sidst i kampen. Dette udnyttede aarhusianerne til at lægge et gevaldigt pres på Brønshøjs felt, og hvad der lignede en 3-1 sejr blev i stedet til en uafgjort på 3-3.

Brønshøj har haft en uheldig tendens til at komme bagud i dette forår, faktisk er det kun lykkedes en gang at score kampens første mål. Men at det så er blevet til point alligevel, vidner om en ufattelig fighterevne hos spillerne.

I de sidste fire kampe venter der opgør mod tre af Brønshøjs direkte modstandere i nedrykningskampen, to af dem på hjemmebane, og en udekamp mod Lyseng, hvor over 60 hvepse har meldt deres ankomst. Men først skal nederlaget mod Næsby i forårets første kamp revancheres, når fynboerne kommer forbi på lørdag.

Så tag hele familien og alle vennerne og veninderne med ud til Tingbjerg Ground på lørdag den 26. maj kl. 15, og skab en fantastisk stemning, så Brønshøj både kan blæse fynboerne tilbage på banen og tribunen.

Derudover ønsker vi Næsbys spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top