Annonce
2700 Kulturdag med tradition og fornyelse
Kulturdag-banner.jpg
- Lad os sammen få alle borgere i hele bydelen til at mødes til fællesspisning, fest, farver, forenings- og kulturliv, når der afholdes 2700 Kulturdag på lørdag, siger festivalchef Peter Rønn

Det bliver en lidt anderledes og udvidet 2700 Kulturdag, der skydes i gang på lørdag, kl. 11 på Brønshøj Torv, og som en særlig overraskelse kommer den lokale landskendte sanger Rasmus Therkildsen, kendt for sin finaleplads i årets X-Factor på DR1. Rasmus slutter festivalen af på Store Scene kl. 19.30, live og i akustisk version med akkompagnerende guitarist.

Fra X-Factor og Husum kommer sangeren
Rasmus Therkildsen
på Store Scene
kl. 19.30.
Foto:DR

Kulturdagen er udvidet både tidsmæssigt og pladsmæssigt og med 70 aktører er der sat rekord for deltagere. Dagen er fyldt med aktiviteter seks steder på og omkring Brønshøj Torv. Det drejer sig om den store græsplæne, hvor Store Scene stilles op, selve torvet, området ved Brønshøj Gadekær, i Rytterskolen, ved boldbanen samt på Brønshøj Bibliotek, hvor der denne dag er udstilling af værker fra den kommunale kunstsamling.

Peter Rønn opfordrer til at man – så vidt muligt – ankommer til kulturdagen med bus, på cykel eller gåben og lader bilen blive hjemme. Det vil forbedre trafikforholdene.

Fra en tidligere kulturdag på Brønshøj Torv. Foto: ef

Husum og Tingbjerg Bibliotek også til Kulturdag
Til 2700 Kulturdag på Brønshøj Torv tilbyder Husum Bibliotek i samarbejde med Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus et program med både forfattermøde og fortælling, kreativ workshop, tegnetricks af prisbelønnet billedkunstner og digitalsjov med virtual reality-briller. Arrangementerne finder sted på torvet.

Kl. 11 kan man møde forfatter og debattør Ahmad Mahmoud, som fortæller om sin bog ”Sort Land” og kl. 12-14 er der nørdet kreativt værksted for børn med bl.a. lysende elektroniske postkort.

Børn og kreative sjæle kan mellem kl. 14 og 16 få tegnetricks af den prisbelønnede billedkunstner Kasper Købke, og lære hvordan man kan få ting til at løfte sig op fra papiret, uanset hvad man ønsker at tegne. Alle er velkommen uanset alder, og tegningerne vil løbende blive udstillet i teltet, og sidst på dagen kåres en vinder for dagens sjoveste, skøreste, flotteste og/eller mest fantasifulde tegning.

Endelig er der fra kl. 14 en digital workshop for både børn og voksne, hvor man kan hoppe ind i den virtuelle verden med virtual reality- briller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top