Annonce
Kollektivets triumf
Kollektivets-triumf-2.jpg
Oscar Buch (forrest) bragte Brønshøj på 2-1. Foto: Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj-spillerne stod sammen og leverede en kanonindsats, da Greve blev besejret med 5-1. Dermed bliver Hvepsene i 2. division

Signalet var klar fra start. Brønshøj-spillerne var i nye trøjer, hvor der på samtlige trøjer stod ”Brønshøj” i stedet for det traditionelle spillernavn. Dermed var scenen sat. Hele 939 tilskuere (sæsonrekord) var på lægterne, hvor Brønshøj-lederne med sportsdirektør Thomas Ibsen havde gjort en kæmpeindsats i lokalområdet for at uddele fribilletter. Opbakningen var da heller ikke til at tage fejl af.

Brønshøj vandt 5-1, men Greve var langt bedre med end cifrene antyder. Ved stillingen 1-1 blev Greves Anders Hunsballe udvist for sit andet gule kort. Men Greve var alligevel i to tilfælde meget tæt på at komme på 2-1.

Kun to superredninger af Kasper Vilfort forhindrede en føring til gæsterne. Det var da også Vilfort, der hurtigt satte et kontraangreb i gang, hvor Greve-spillerne blev fanget i Brønshøjs felt. Jamil Fearrington spurtede af sted over 60-70 meter, fandt i det rette øjeblik Oscar Buch, der scorede sikkert til 2-1 umiddelbart før pausefløjtet. Det var samme Buch, der efter et kvarter bragte Hvepsene på 1-0, men blot syv minutter senere udlignede Jacob Abildgaard.

Efter pausen faldt Greve helt sammen. Jamil Fearrington, Christoffer Boateng og Andreas Lissau satte de sidste tre søm i Greves ligkiste. Sjællænderne skal nu spille i Danmarksserien efter sommerpausen, mens Brønshøj skal spille 2. divisionsfodbold. Dermed har Hvepsene divisionsstatus i sin jubilæumssæson. Næste år bliver BB 100 år.

Straks efter sejren forlængede sportsdirektør Thomas Ibsen kontrakten med cheftræner Michael Winter for endnu et år. Og man mærker tydeligt på stemningen i Brønshøj, at der er tro på fremtiden. Først og fremmest var der lettelse over at forblive i 2. division, og med det spil klubben viste i de sidste ni kampe (fem sejre og fire uafgjorte) er der håb om at komme til at spille en rolle i den bedste halvdel.

2. division starter i weekenden 4.-5. august. Hvem Brønshøj skal i pulje er endnu ikke besluttet. Det samme er træningskamp-programmet heller ikke.

Øl og romerlys. Efter kampen! Målmand Kasper Vilfort hylder holdets fans sammen med holdkammeraterne. Foto: Christian Ove Carlsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top