Annonce
Brønshøjs store taekwondo-talent
4Y9A9860.jpg
16-årige Junas Shareef fra Brønshøj instruerer nogle af de yngste taekwondo-talenter på Nørrebro. Foto: Christian Ove Carlsson
Den 16-årige Junas Shareef deltog i ungdomsverdens-mesterskabet, og han håber at blive en del af seniorlandsholdet

Tålmodighed, ansvarlighed, kvalitet, disciplin og respekt står der på væggen, når man skal ind i Nørrebro Taekwondo Klub. Og når man træder inden for, så er det tydeligt, at disse dyder har en ganske særlig betydning.
Inden for tager Junas Shareef imod. Tidligere på dagen har den 16-årige Brønshøj-knægt fulgt undervisningen på Gefion Gymnasium på Øster Voldgade. Han er en del af det tre-årige undervisningsforløb som talentfulde idrætsudøvere kan følge. Det er Team Copenhagen som står bag, og Junas har to gange om ugen morgentræning med sin træner Stig Kramer, som har trænet Junas de sidste fire år.
Team Copenhagen sikrer, at Junas kan have fravær for undervisningen, når der de store konkurrencer afholdes. Således også for nylig, da Junas repræsenterede de rød-hvide farver ved ungdomsverdensmesterskabet i Hammamet i Tunesien. Junas Shareef var med i U18-mesterskaberne i -73 kiloklassen:
– Og det gik over al forventning. Jeg vandt den første kamp mod en islænding med 14-10, og derefter slog jeg den franske EM-sølvvinder med 7-3, inden jeg tabte ottendedelsfinalen til en kæmper fra Uzbekistan med 5-12, fortæller Junas, der med sine 184 centimeter hørte til blandt de højeste ved mesterskaberne.
I fremtiden er det Junas’ sportslige målsætning at blive en del af seniorlandsholdstruppen efter sommerferien: – Landstræner Lennart Theilgaard kommer forbi her på Nørrebro, og så finder han frem til, hvem der skal være en del af truppen. Senere i år er mit mål de danske seniormesterskaber, og så håber jeg at komme med til europamesterskaberne for U21 i slutningen af i år, siger Junas Shareef.
Junas Shareef har været medlem af Nørrebro Taekwondo Klub i snart mange år. Dengang han startede var der ingen klub i Brønshøj-Husum: – Mange ser taekwondo som en individuel sport. Det er det også på banen, men uden for har vi fællesskab. Der er opbakning og støtte, gode trænere og godt kammeratskab, så jeg er meget glad for, at jeg kan give lidt tilbage og blandt andet være med til at træne de små under 12 år, siger Junas.
Tommy Mortensen, tidligere elitekæmper og landstræner, har det overordnede ansvar for træningen af de mindste kæmpere. Også Junas blev som yngre instrueret af den erfarne taekwondokæmper: – Men jeg har også haft Cüneyt Karakaplan og Steen Tiedjen som trænere. Steen var med som min coach ved VM, fortæller Junas.

FAKTA
Nørrebro Taekwondo Klub, Heimdalsgade 35. Klubben er er af Danmarks største. Klubben har en stærk elite, men man kan dyrke taekwondo på alle niveauer i klubben.

I Brønshøj-Husum findes den forholdsvis ny klub West Copenhagen Taekwondo Klub, der holder til i EnergiCenter Voldparken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top