Annonce


Jeg er juletosset
Jul-i-Haven-01-50-15.jpg
Udenfor er haven dekoreret med lysende nisser, julemandens kane flyver i luften – næsten som et lille julemandstivoli. Ned fra tagrenderne hænger kæder som ligner istapper Foto: Kaj Bonne.
På Sonnerupvej 86 kan man opleve et rigtig juleeventyr. Der er pyntet op med lyskæder, mekaniske nisser og masser af juletræer over alt

-Man skal nok være juletosset for jul på jul at lave denne udstilling. Men jeg er juletosset, indrømmer Benny Skov Buch, der har elsket julen, siden han var barn.

-Min kærlighed til julen er ikke blevet mindre af mine besøg til USA. Jeg er bidt af amerikaner biler, men så samtidigt hvordan mange amerikanere pyntede til jul. Jeg var vild med det, fastslår Benny der begyndte med at julepynte hele sit hus tilbage i 1989.

-Det har taget mig 14 dage at pynte op, og i år har jeg kun fået pyntet 40 procent op.

Det er blevet noget hårdere for mig. Jeg er fyldt 65 år, så det kan godt mærkes på benene, indrømmer, Benny der til daglig har et fuldtidsarbejde, hvor han reparerer busser.

De fleste ting har han købt i USA og over eBay, men der er også julepynt fra Danmark.

-Jeg tør slet ikke gætte på, hvad pynten står mig i, men det er rigtig mange penge, indrømmer Benny, der har meget mere julepynt liggende i garagen.

Bennys kone Lene, har affundet sig med husbondens interesse for julen.

-Min kone kan ikke lide pynten udenfor, men indenfor synes hun det er hyggeligt med julebyen og de andre ting. Mine syv børnebørn synes også, det er sjovt, men de vil ikke hjælpe til, fortæller Benny og viser det allerhelligste i sin juleudstilling – nemlig den indendørs juleby.

Her er der linet op med en kæmpe juleby med masser af kuriositeter som den første McDonnalds hus, et porcelæns hus fra M&M flyvende rensdyr og skibakker. Ovre i hjørnet står der et juletræ, der står omvendt på foden.

-Amerikanerne siger, at kuglerne hænger meget flottere på den måde, og så kan der også være flere gaver under træet, siger Benny med et grin.

Hvor meget Benny bruger i strøm i december måned, er han heller ikke klar over, og det bekymrer ham heller ikke.

-Der sidder en kæmpe transformator i kælderen. Men det er billigere nu, end for år tilbage. I dag bruges LED pærer, og de er jo meget billigere, fortæller Benny, og viser alle ledningerne under bordet, som i sig selv er et projekt at holde styr på.

Byen indenfor er kun for indviede, men Benny elsker, at der kommer folk og kigger på hans juleeventyr.

-Det er et tilløbsstykke. Det betyder meget for mig, at folk synes det er hyggeligt at komme forbi. Indtil kl 19 hver dag, så er der folk og børn hele tiden, og det er jeg rigt glad for og stolt over, fastslår Benny.

Jul i Haven 03 50-15

Den lille juleby er den pynt, som Benny selv er mest glad for. Foto: Kaj Bonne.

Jul i Haven 05 50-15

Det har taget Benny 14 dage at dekorere sit hus og have i år. Foto: Kaj Bonne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top